Dette afsnit handler om de afgørende forudsætninger (critical assumptions), som knytter sig til en APA.
Afsnittet indeholder:
Da APA'er oftest vil bestå i en beskrivelse af den accepterede transfer pricing-metode mv. over en flerårig periode, vil der til sådanne aftaler være knyttet nogle såkaldte afgørende forudsætninger, på engelsk kaldet critical assumptions. Da det engelske udtryk er almindeligt anvendt inden for transfer pricing, anvendes det også her.
Critical assumptions er ethvert faktum, som er afgørende for, at APA'en fortsat er gældende. Det kan være critical assumptions vedrørende ansøgers forhold, vedrørende 3. mands forhold, vedrørende en branche eller vedrørende generelle økonomiske forhold.
En critical assumption, som ansøgeren selv har indflydelse på, kan fx være virksomhedsstrukturen eller arten og omfanget af funktioner, aktiver og risici. En critical assumption, som ansøgeren selv ingen eller kun lidt indflydelse har på, kan fx være den forventede forretningsvolumen, renteniveauets udvikling eller ny lovgivning inden for det pågældende forretningsområde.
Typisk vil det være en del af APA'en, at virksomheden skal orientere skattemyndighederne, hvis en eller flere af de aftalte critical assumptions inden for aftalens gyldighedsperiode ikke længere opfyldes.
Det afhænger af indholdet af APA'en, hvilken effekt en ændring i critical assumptions har for APA'ens fortsættelse. Normalt er konsekvensen, at de to kompetent skattemyndigheder ved yderligere forhandling skal forsøge at nå til en ny enighed. I praksis forventes det fra dansk side og fra de fleste andre skatteadministrationers side, at virksomheden så hurtigt som muligt kontakter de involverede skattemyndigheder for at nå til en afklaring af den fremtidige skattemæssige behandling. Der er ikke noget krav om, at der fortsat skal foreligge en APA, men normalt vil alle parter have en interesse i at justere den allerede indgåede APA på en sådan måde, at den er tilpasset de nye forhold. Der kan også indsættes en decideret pligt til at genforhandle aftalen.
Skattestyrelsen har i de tidligere indgåede aftaler ikke været ude for brud på de fastsatte critical assumptions.
En bi-/multilateral APA vil ofte blive afgivet på det vilkår, at der årligt sammen med selvangivelsen, vedlægges en kortfattet nærmere specificeret erklæring på, at de betingelser, som er angivet i APA, fortsat er opfyldte, herunder at de aftalte critical assumptions stadig opfyldes.
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.