C.D.10.4.8.3 Beregning og opkrævning

C.D.10.4.8.3 Beregning og opkrævning

Indhold

Dette afsnit handler om beregning og opkrævning af henstandsbeløbet.

Afsnittet indeholder:

  • Beregning af henstandsbeløbet
  • Frafald af henstand

Beregning af henstandsbeløb

►Skatten skal beregnes på afståelsestidspunktet, men skal først betales, når ydelserne indgår. 

Der skal ved modtagelse af en ydelse afdrages på henstandsbeløbet med en forholdsmæssig andel, der svarer til forholdet mellem den modtagne ydelse og den kapitaliserede værdi af den løbende ydelse. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at det tilsvarende er gældende, hvis retten til den løbende ydelse afstås. 

Beløbet forfalder til betaling den 1. i måneden efter modtagelsen af ydelsen med sidste rettidige betalingsdag den 10. i forfaldsmåneden.

Betales beløbet ikke rettidigt, skal der betales rente i henhold til § 7, stk. 2, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. med tillæg af 0,4 procentpoint for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne, dog mindst 25 kr.

Renten kan ikke fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Der betales et rykkergebyr på 65 kr. for erindringsskrivelser vedrørende manglende betaling af afdrag på henstandsbeløbet.◄

►Frafald af henstand

Hvis der er ydet henstand, og ydelserne endeligt ophører, inden modtageren har opnået tilstrækkelige ydelser fra yderen til dækning af skatten, bliver den resterende del af henstandsbeløbet frafaldet. I den situation kan der derfor ikke tages fradrag efter LL § 12 B, stk. 4, for den del af saldoen, der svarer til grundlaget for et ikke betalt henstandsbeløb efter LL § 12 B, stk. 10.

Se også afsnit C.C.6.8 Løbende ydelser◄

Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.