Dette afsnit beskriver, en parts mulighed for at fremsætte indsigelser mod beslutningen om, at der iværksættes et tvangsindgreb.
Afsnittet indeholder:
En part kan inden for en frist, der fastsættes af Skatteforvaltningen, fremsætte indsigelser mod beslutningen om, at der iværksættes et tvangsindgreb. Se retssikkerhedslovens § 5, stk. 3.
Skatteforvaltningen skal i varslingsbrevet vejlede om retten til at fremkomme med indsigelser inden for fristen. Fristen kan som udgangspunkt ikke fastsættes til under 7 dage.
Kommer borgeren/virksomheden med indsigelser inden for den fastsatte frist, har Skatteforvaltningen pligt til at vurdere, om der er grundlag for at fastholde beslutningen om iværksættelse af tvangsindgreb.
Gøres der eksempelvis indsigelse imod tidspunktet for tvangsindgrebets gennemførelse, skal Skatteforvaltningen foretage en afvejning af bl.a. hensynet til borgeren/virksomheden og hensynet til en hensigtsmæssig planlægning af kontrolarbejdet.
Hvis Skatteforvaltningen efter en nærmere vurdering af indsigelserne fastholder beslutningen, skal dette begrundes skriftligt over for parten senest samtidig med gennemførelsen af tvangsindgrebet, jf. forvaltningslovens § 24.
Indsigelser, der fremkommer efter fristens udløb, skal kun behandles, hvis der fremkommer nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning for sagen, og indsigelserne ikke forelå i forbindelse med Skatteforvaltningens oprindelige stillingtagen til sagen.
Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.