C.D.8.10.10 Kursgevinster

C.D.8.10.10 Kursgevinster

Indhold

Afsnittet handler om, at kursgevinster, der tilfalder udenlandske finansielle selskaber, i visse tilfælde kan beskattes i Danmark.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Opgørelse af kursgevinsten
  • Indeholdelse af skatten
  • Oversigt over domme, kendelser, afgøreler, SKM-meddelelser mv.

Se også

Se afsnit C.D.8.10.6 om renter.

Regel

Selskaber mv., der er hjemmehørende i udlandet, er i visse tilfælde skattepligtige af kursgevinster på fordringer, der er stiftet på sådanne vilkår, at gælden skal indfries til en forud fastsat overkurs i forhold til værdien på stiftelsestidspunktet. Se SEL § 2, stk. 1, litra h.

Det er en betingelse for skattepligten, at debitor er et selskab mv., der er omfattet af SEL § 1 eller SEL § 2, stk. 1, litra a eller b, og at kreditor er koncernforbundet med debitor som nævnt i SKL kapitel 4 (kontrolleret gæld).

De pågældende kursgevinster vedrørende gæld i fast ejendom, jf. SEL § 2, stk. 1, litra b, blev ved lov nr. 750 af 20. juni 2025 også omfattet af den begrænsede skattepligt efter SEL § 2, stk. 1, litra h, 1. pkt. Tilføjelsen træder i kraft 1. juli 2025.

Tilføjelsen vil medføre, at et udenlandsk selskab som udgangspunkt også vil være begrænset skattepligtig af kursgevinster vedrørende fordringer, der er stiftet på sådanne vilkår, at gælden skal indfries til en forud fastsat overkurs i forhold til værdien på stiftelsestidspunktet, når debitor er et koncernforbundet selskab, der er begrænset skattepligtigt af indtægter fra fast ejendom her i landet, og som har allokeret gælden til den faste ejendom.

Bestemmelserne i SEL § 2, stk. 1, litra d, finder tilsvarende anvendelse på kursgevinsterne.

Baggrunden for bestemmelsen

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i SEL § 2, stk.1, litra d om renter. Se ovenfor under C.D.8.10.6. Bestemmelsens formål er at forhindre, at rentebetalinger konverteres til gældsindfrielse til overkurs.

Opgørelse af kursgevinsten

Den skattepligtige kursgevinst opgøres som forskellen mellem fordringens værdi på stiftelsestidspunktet og den aftalte indfrielsessum. Hvis indfrielsen sker gennem afdrag, medregnes så stor en del, som svarer til forholdet mellem på den ene side indfrielsessummen med fradrag af anskaffelsessummen og på den anden side indfrielsessummen.

Indeholdelse af skatten

I forbindelse med enhver indfrielse af gæld til et selskab mv., der er skattepligtigt af kursgevinster, skal der indeholdes 22 pct. af den skattepligtige gevinst. Med virkning fra den 1. marts 2015  er skatteprocenten således reduceret fra 25 % til 22 %. Se lov nr. 202 af 27. februar 2015.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Afgørelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Skatterådet

   
►SKM2026.129.SR◄

►Spørger var manager for syv limited partnerships (fondsenheder), der direkte eller indirekte var långivere ved et nulkuponlån (ZCLN). Lånet var ydet til et dansk selskab. Fondsenhederne var skattemæssigt transparente enheder og spørger ønskede at få bekræftet, at en række af fondsenhedernes udenlandske investorer ikke ville blive begrænset skattepligtige til Danmark af en kursgevinst, der ville opstå i forbindelse med, at det danske selskab indfriede ZCLN.

Skatterådet kunne - på baggrund af en række forudsætninger og efter en konkret vurdering, bekræfte, at de bagvedliggende investorer enten ikke var omfattet af den kreds, der kunne blive begrænset skattepligtige efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra h, jf. litra d, eller var undtaget fra begrænset skattepligt som følge af frafald eller nedsættelse efter artikel 11 i de relevante dobbeltbeskatningsoverenskomster. Skatterådet fandt endvidere, at omgåelsesklausulen i ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse.◄

Se Den juridiske vejledning afsnit C.D.8.10.6

SKM2024.298.SR

Tilbagebetaling af et nul-kuponlån fra et dansk selskab til et selskab i Luxembourg medførte ikke begrænset skattepligt til Danmark, jf. SEL § 2, stk. 1, litra h, jf. litra d, for den del af kursgevinsten udløst ved tilbagebetalingen, der kort tid efter blev viderebetalt til de omhandlende bagvedliggende investorer.

Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.