A.A.7.6 Digital kommunikation

A.A.7.6 Digital kommunikation

Indhold

Dette afsnit handler om særlige regler for digital kommunikation på Skatteforvaltningens område. Afsnittet handler også om, hvornår Skatteforvaltningen kan sende meddelelser til TastSelv og Digital Post, og hvordan underskriftskravet i forvaltningsloven § 32 b opfyldes eller kan fraviges ved digital kommunikation.

Afsnittet indeholder:

  • Skatteforvaltningslovens § 35.
  • Digital oplysnings- og indberetningspligt.
  • Hvornår er kravene til meddelelse opfyldt?
  • Hvornår kan Skatteforvaltningen sende meddelelser til TastSelv?
  • Hvornår kan Skatteforvaltningen sende meddelelser til Digital Post?
  • Hvordan kan underskriftskravet opfyldes ved digital kommunikation?
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skatteforvaltningsloven 35

Det følger af skatteforvaltningsloven § 35, stk. 1-4, at skatteministeren kan fastsætte regler om, at kommunikation til og fra Skatteforvaltningen skal være i elektronisk form (digital kommunikation), herunder fravige formkrav i lovgivningen, der er til hinder for digital kommunikation.

Bemyndigelsen i skatteforvaltningslovens § 35, stk. 1-4, er blandt andet benyttet ved udstedelsen af:

I skatteforvaltningslovens § 35, stk. 3, er en særlig bemyndigelse til at udstede dokumenter uden underskrift.

Efter skatteforvaltningslovens § 35, stk. 4, kan der fastsættes nærmere regler om digital kommunikation med Skatteforvaltningen, herunder anvendelse af digital signatur. Desuden fremgår det af bestemmelsen, at meddelelser fra Skatteforvaltningen, som indeholder fortrolige oplysninger, skal krypteres eller sikres på anden forsvarlig måde.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 35, stk. 5, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er gjort tilgængelig for Skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige eller indberetningspligtige.

Digital oplysnings- og indberetningspligt

Fysiske personer, der har pligt til at give oplysninger om deres skattepligtige indkomst senest den 1. juli i året efter indkomstårets udløb, skal indgive oplysningsskemaet digitalt. Disse personer skal også indgive anmodninger om genoptagelse digitalt. Se bekendtgørelse nr. 1197 af 25. november 2019 § 1, stk. 1, og § 3. Undtaget for kravet om digital kommunikation efter § 1 er personer, der ikke er moms- eller lønsumspligtige, som er fritaget for Digital Post, og en række personer, som angivet i § 2. Se bekendtgørelsens § 1, stk. 2, og § 2.

Se også afsnit A.C.2.1.2.1.4.1.1 om Digital indgivelse af oplysninger.

Selskaber, foreninger mv. skal give oplysninger om skattepligtig indkomst mv. digitalt. Se bekendtgørelse om selskabsskat (bekendtgørelse nr. 1303 af 14. november 2018) § 4. Dette gælder dog ikke indkomster efter kulbrinteskatteloven § 1, medmindre selskabet indgår i sambeskatning efter selskabsskatteloven med et selskab, som ikke er omfattet af kulbrinteskattelovens § 1.

Med hjemmel i blandt andet skatteforvaltningslovens § 35, stk. 1-4, er der derudover i en række bekendtgørelser fastsat regler for obligatorisk anvendelse af de digitale kanaler, som Skatteforvaltningen anviser. Det gælder blandt andet:

Fysiske personer, der er fritaget for obligatorisk tilslutning til Digital Post, har efter anmodning ret til at benytte de alternativer til obligatorisk oplysnings- og indberetningspligt, som er fastsat i lovgivningen. Dette følger af § 2, stk. 1, i lov om fravigelse fra obligatorisk digital selvbetjening.

Hvornår er kravene til meddelelser opfyldt?

Krav i skattelovgivningen om skriftlighed eller underskrift anses for opfyldt, når meddelelser m.v. til Skatteforvaltningen sendes via TastSelv på www.skat.dk. Se bekendtgørelse nr. 1197 af 25. november 2019 § 7.

Hvornår kan Skatteforvaltningen sende meddelelser til TastSelv?

Det følger af § 5, stk. 1, af bekendtgørelse nr. 1197 af 25. november 2019, jf. bekendtgørelse nr. 1240 af 28. oktober 2025 § 1, nr. 1, at Skatteforvaltningen kan sende meddelelser, forslag til afgørelser og afgørelser m.v. til borgere og virksomheder ved, at den pågældende meddelelse m.v. lægges i borgerens eller virksomhedens TastSelv.

Meddelelser, som lægges i TastSelv, anses at være kommet frem til modtageren på det tidspunkt, meddelelserne bliver tilgængelige for modtageren i TastSelv, når følgende er opfyldt:

  • modtageren adviseres herom ved Digital Post, e-mail eller SMS, og
  • der er tale om en sag vedrørende skatter, afgifter eller lovpligtig indberetning.

Det fremgår af forarbejderne til SFL § 35, stk. 5, at det er en forudsætning for, at en meddelelse anses at være kommet frem, når meddelelsen lægges i TastSelv, at modtageren adviseres ved e-mail eller SMS om, at der er nye meddelelser i TastSelv. Se lovforslag nr. 149 af 3. marts 2010 afsnit 3.1.2.1 og 3.1.2.5.

►Eksempel

Forslag og afgørelse blev ikke anset for at være kommet frem på tidspunktet, hvor de blev tilgængelige for parten i TastSelv, idet der ikke blev sendt advisering ved SMS eller e-mail herom. Se SKM2026.51.ØLR.◄

Hvornår kan Skatteforvaltningen sende meddelelser til Digital Post?

Skatteforvaltningen har ret til at sende meddelelser til en borger eller virksomheds postkasse i Digital Post, hvis borgeren eller virksomheden er tilsluttet Digital Post. Se lov om Digital Post fra offentlige afsendere § 7. Dette gælder dog ikke, hvis det følger af anden lovgivning, at meddelelsen skal sendes i fysisk form eller digitalt på en anden måde. Se lov om Digital Post fra offentlige afsendere § 9. 

Meddelelser, der sendes under anvendelse af Digital Post, anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen bliver tilgængelig i modtagerens postkasse. Se lov om Digital Post fra offentlige afsendere § 10.

Det er modtageren, som bærer risikoen ved ikke at gøre sig bekendt med indholdet af meddelelser, som en myndighed har sendt til Digital Post. Se FOB2016.34.

Hvordan opfyldes underskriftskravet ved digital kommunikation?

I forvaltningslovens § 32 b, stk. 1, er der krav om, at i afgørelsessager skal dokumenter, der sendes fra en myndighed til borgere, virksomheder m.v., være forsynet med en personlig underskrift eller være udformet på en sådan måde, der i øvrigt sikrer en entydig identifikation af den, som er afsender af dokumentet, og at dokumentet er endeligt.

forvaltningsloven § 32 b, stk. 1, gælder kun for afgørelsessager. Det betyder blandt andet, at sager om udstedelse af bødeforlæg og andre sager, hvori der ikke træffes en afgørelse i forvaltningslovens forstand, ikke er omfattet af bestemmelsen.  Se bemærkninger til § 1 i lovforslag nr. 13 af 2. oktober 2013.

Underskriftskravet kan blandt andet opfyldes ved brug af IT-løsninger, hvor dokumenter afsendes med digital signatur, autosignatur eller andre former for signatur, og hvor der samtidig er opstillet nødvendige foranstaltninger, der er egnet til at sikre, at misbrug og andre uretmæssigheder imødegås. Se de særlige bemærkninger til forvaltningsloven § 32 b (lovforslag nr. 13 af 2. oktober 2013).

Dokumenter fritaget for underskriftskravet

Det fremgår af bekendtgørelse nr. 908 af 24. juni 2013 § 1, der har hjemmel i skatteforvaltningslovens § 35, stk. 3, at følgende digitalt generet dokumenter kan udsendes uden underskrift og er i retlig henseende sidestillet med et dokument med personlig underskrift:

1) årsopgørelser

2) underretninger efter skatteforvaltningslovens § 20, dvs. varslinger af afgørelser om ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld og dækningsafgift.

3) forskudsopgørelser for fysiske og juridiske personer

4) underretning om ændring af forskudsopgørelsen efter skatteforvaltningslovens § 19

5) meddelelser om ejendomsvurdering

6) meddelelser om værdifastsættelse af motorkøretøjer

7) afgørelser om registreringsforhold for køretøjer i Køretøjsregistret, herunder om afgiftsbetaling og afgiftsfritagelse

8) afgørelser om nummerplader, herunder om betaling for samt udlevering og inddragelse af nummerplader

9) afgørelser om registrering, ændring af registreringsforhold, ophør af registrering og afmeldelse fra registrering for afgifter og skatter

10) afgørelser om pålæg af rykkergebyr efter opkrævningslovens § 6

11) afgørelser om fastsættelse af foreløbigt tilsvar efter opkrævningslovens § 4, stk. 1, og afgift for fastsættelse af foreløbigt tilsvar efter opkrævningslovens § 4, stk. 2

12) afgørelser om pålæg af morarenter efter opkrævningslovens § 7

13) afgørelser om nye afregningsfrister for A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og moms

14) afgørelser om opkrævning af told og afgifter ved import

15) afgørelser om nedsættelse af ordinære acontoskatterater, der modtages i TastSelv Erhverv

16) afgørelser om modregning, der vises ved åbning af en skattekonto

17) afgørelse om afdragsordninger

18) afgørelser til medhæfter med oplysning om, at primær hæfter er blevet rykket for manglende betaling.     

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser mv. på området:

Udtalelser

Udtalelsen stikord

Yderligere kommentarer

Domme fra Landsretten

►SKM2026.51.ØLR◄

►Forslag og afgørelse blev ikke anset for at være kommet frem på tidspunktet, hvor de blev tilgængelige for parten i TastSelv, idet der ikke blev sendt advisering ved SMS eller e-mail herom.

Retten fandt efter en konkret væsentlighedsvurdering, at afgørelsen ikke var ugyldig. Retten lagde vægt på, at parten før afgørelsen havde sendt materiale og bemærkninger til Skattestyrelsen i forbindelse med styrelsens henvendelser, og at parten havde haft mulighed for at redegøre for sine synspunkter under klagesagens behandling.◄

Stadfæster SKM2023.352.BR

Afgørelser fra Landsskatteretten

SKM2023.301.LSR

En personligt drevet virksomhed havde ikke angivet momstilsvar for to afgiftsperioder. Det var Skatteforvaltningens opfattelse, at der var sendt to foreløbige fastsættelser til virksomheden for disse perioder. Klageren var efter en gennemgang af sin e-Boks af den opfattelse, at afgørelserne om de foreløbige fastsættelser ikke var modtaget.

Skatteforvaltningen havde fremlagt kopi af skabelonen for afgørelserne om foreløbig fastsættelse samt de oplysninger, som skabelon var udfyldt med. Skatteforvaltningen havde derudover fremlagt dokumentation fra e-Boks, hvoraf det fremgik, at de to foreløbige fastsættelser var tilgængelige i klagerens e-Boks på nærmere angivne datoer.

Landsskatteretten fandt på den baggrund, at Skatteforvaltningen havde ført bevis for afgørelsernes indhold, og at afgørelserne måtte anses for at være kommet frem til virksomheden.

Den ene afgørelse var sendt til virksomhedens e-Boks på et tidspunkt, hvor virksomheden var afmeldt registrering. En afgørelse sendt til en lukket virksomheds e-Boks kan ikke anses for at være kommet frem til modtageren og har umiddelbart ikke retsvirkning, før den er kundgjort. Se SKM2021.53.LSR.

Landsskatteretten fandt imidlertid, at idet klageren efterfølgende genåbnede virksomheden og virksomhedens digitale postkasse under samme CVR nr, havde klageren haft pligt til at gennemgå tidligere post fremsendt til virksomheden. Landsskatteretten fandt, at afgørelsen var bekendtgjort for klageren på den dato, hvor virksomheden genåbnede.

SKM2021.53.LSR  SKAT sendte en afgørelse om foreløbig fastsættelse af moms til en virksomheds digitale postkasse, efter at denne var afmeldt ved Erhvervsstyrelsen. Landsskatteretten fandt, at virksomheder efter afmeldelse ikke længere var forpligtet til at være tilmeldt Digital Post. Derfor fandt bestemmelsen i § 10 i lov om Digital Post fra offentlige afsendere, om at breve anses at være kommet frem, når brevene er modtaget i Digital Post, ikke anvendelse for afmeldte virksomheder. Henset til, at klageren i sagen hæftede personligt for virksomheden, var rette modtager klagerens privatadresse eller digitale postkasse. 

Se også styresignal SKM2021.386.SKTST (ophævet som indarbejdet i Den juridiske vejledning).

Udtalelser fra Folketingets Ombudsmand

FOB2016.34

Trafik- og Byggestyrelsen var i en sag om syn af et køretøj berettiget til at sende synsindkaldelsen, en erindringsskrivelse og to administrative bødeforlæg til en 90-årig via Offentlig Digital Post.

Ombudsmanden henviste til, at retsvirkningerne af at sende meddelelser via Offentlig Digital Post fremgår direkte af loven, og at det fremgår udtrykkeligt af forarbejderne, at modtageren af en meddelelse sendt via Offentlig Digital Post selv bærer risikoen ved ikke at gøre sig bekendt med indholdet af post i sin digitale postkasse.

 

Indholdet på denne side refererer til Skatteforvaltningens forståelse af praksis. Hos TVC Advokatfirma forholder vi os til praksis ud fra et juridisk standpunkt, hvorfor vores forståelse kan variere.