Manglende indberetning om indsætninger på en bankkonto blev ikke anset for groft uagtsomt, hvorfor Skattestyrelsen ikke med rette kunne genoptage en skatteyders skatteansættelse ekstraordinært for indkomståret 2018.
28. januar 2022 | SKATTER OG AFGIFTER
I en klagesag afsluttet med en afgørelse ultimo januar 2022, blev der taget stilling til, om der var handlet groft uagtsomt med betydning for, om der var grundlag for en ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.
I forbindelse med Skattestyrelsens kontrolarbejde, var den i sagen omhandlede skatteyder blevet anset for skattepligtig af en række indsætninger på dennes konto. Samlet fandt Skattestyrelsen grundlag for at forhøje skatteyderens skattepligtige indkomst med kr. 289.910 for indkomståret 2018.
Afgørelsen blev påklaget til Skatteankestyrelsen, hvor det blev gjort gældende, at indsætningerne hidrørte fra beløb, der var skatteyderens skatteansættelse uvedkommende, samt at der ikke forelå grov uagtsomhed, som kunne medføre en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2018.
Under klagesagen blev der fremlagt dokumentation samt givet forklaringer til støtte for, at skatteyderen ikke var skattepligtig af de i sagen omhandlede indsætninger.
Sagen er nu blevet afgjort, og det blev i overensstemmelse med de fremførte anbringender lagt til grund, at der ikke forelå grov uagtsomhed.
Det fremgår direkte af begrundelsen for at ændre Skattestyrelsens afgørelse, at der er lagt vægt på skatteyderens forklaringer og den fremlagte dokumentation, og at denne på baggrund af disse fremførte forhold ikke havde handlet groft uagtsomt ved ikke at oplyse skattemyndighederne om indsætningerne.
Dermed måtte Skattestyrelsens afgørelse anses for ugyldig, da betingelsen for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 ikke var opfyldt.
Afgørelsen illustrerer, at Skattestyrelsen ved ekstraordinær genoptagelse kan være for restriktiv i fortolkningen af spørgsmålet om, hvornår der foreligger grov uagtsomhed.
Har du brug for en vurdering af, om Skattestyrelsen har været for restriktiv i din sag?
Såfremt du bliver involveret i en skattesag og ønsker en uforpligtende vurdering af denne, er du meget velkommen til at kontakte os.