Nye partnere i TVC Advokatfirma

Advokat Timm Braun, som har speciale i entrepriseret, har forladt Bech-Bruun til fordel for TVC Advokatfirma, hvor han tiltræder som partner. Derudover udnævnes Mads Klindt Kjærgaard Sørensen til partner.

05. august 2019 | ENTREPRISE OG FAST EJENDOM FORSIKRINGS- OG ERSTATNINGSRET

TVC Advokatfirma har i første halvår af 2019 været begunstiget af en voldsom vækst i firmaets skatteafdeling – dette siden advokat Torben Bagge overtog ansvaret for skatterådgivning og dermed ansvaret for den samlede skatteafdeling. Der er på kort tid blevet tilført en række specialister til skatteafdelingen, som tidligere har beskæftiget sig med skatte- og afgiftsret hos henholdsvis DLA Piper, Lundgrens, Bech-Bruun og Kromann Reumert. Skatteafdelingen har således på meget kort tid fået tilført 8 nye jurister, så den nu består af i alt 23 jurister, hvorfor skatteafdelingen i dag er i stand til at håndtere enhver skatte- og afgiftsretlig problemstilling, uanset om det handler om rådgivning eller en konkret skattesag.

I et nyere interview til AdvokatWatch, udgivet af JP/Politikens Hus den 18. juli 2019, udtalte Torben Bagge, der desuden er bestyrelsesformand for TVC Advokatfirma, følgende:

"Mit drømmescenarie som bestyrelsesformand er, at vi får en vækst inden for erhvervsretten i bredeste forstand, så vi får den del af firmaet til at vokse med. Der vil jeg ikke være så bekymret for at sætte turbo på, og det er det, jeg kunne forestille mig, at den næste periode kommer til at byde på".

Som led i disse vækstplaner har Timm Braun valgt at skifte fra Bech-Bruun til TVC Advokatfirma, hvor han tiltræder som partner. Timm Braun har gennem mange år haft speciale i entrepriseretlige tvistesager og professionsansvarssager for og imod ingeniører, arkitekter og øvrige rådgivere inden for byggeri.

Timm Braun skal sammen med Mads Klindt Kjærgaard Sørensen, der har været ansat i TVC Advokatfirma siden 2010, beskæftige sig med nævnte specialer. Mads Kjærgaard Sørensen udnævnes i den forbindelse tillige til partner.

Bestyrelsesformand for TVC Advokatfirma, Torben Bagge og managing partner, Leo Jantzen udtaler i denne forbindelse følgende:

”Vi har siden årsskiftet oplevet en meget betydelig tilgang af nye sager herunder også vedrørende fast ejendom og entrepriseret. Vi er derfor glade for, at vi får tilført yderligere ressourcer til dette fagområde. Timms kompetencer inden for særligt entrepriseret er et meget vigtigt skridt i at realisere vores planer om at blive blandt de førende i branchen også inden for dette fagområde. Vi er meget glade for, at Timm har valgt at skifte til os, da han i branchen er kendt som en særdeles dygtig og meget serviceorienteret advokat, hvorfor han passer rigtig godt ind i den profil, vi er kendt for i omverdenen.

Vi har det seneste halve år haft fuld fokus på at skabe vækst i skatteafdelingen med det resultat, at vi har fået tilført 8 nye jurister. Som nævnt i AdvokatWatch den 18. juli 2019 er vores fokus nu at skabe vækst inden for erhvervsretten i bredeste forstand. Vi anser optagelsen af Timm og Mads som partnere som et yderligere vigtigt skridt i denne retning, som vi forventer vil blive fulgt af yderligere vækst. Vi får således løbende henvendelser fra andre advokater, der har fået øjnene op for de muligheder, der er for at skabe en god karriere inden for rammerne af vores advokatfirma, der er begunstiget af en historisk stor tilgang af nye sager og klienter.

Vi kan således konstatere at vores forretningsmodel er meget attraktiv for særligt advokater, der ønsker at skifte fra de helt store advokathuse. Dette formentlig fordi vi kan tilbyde en kombination af meget stor selvstændighed, også i forhold til hvor meget arbejdet løbende skal fylde i livet med en model for vederlæggelse, der typisk anses som ganske gunstig, da der er betydelig sammenhæng mellem hvad der omsættes, og hvad den enkelte jurist får i vederlag. Hertil kommer, at vi nu har et ungdommeligt miljø, der er præget af en uformel omgangsform, hvor der samtidig lægges vægt på høj faglig specialisering og tilgængelighed i forhold til vores klienter”.