Antallet af administrative skattestraffesager har været stigende gennem de senere år, hvilket for flere har aktualiseret spørgsmålet om, hvad det betyder, når en person eller et selskab bliver sigtet af Skattestyrelsen.
02. august 2024 | SKATTER OG AFGIFTER ØKONOMISK KRIMINALITET
Når Skattestyrelsen sigter en person eller et selskab, er det, fordi personen eller selskabet er under mistanke for at have foretaget en disposition eller undladelse, som kan føre til en sanktionering efter de gældende skatte- og afgiftslove eller måske straffeloven – altså pålægge en straf.
Hvilke konsekvenser kan det medføre at være sigtet af Skattestyrelsen?
Det kan få alvorlige konsekvenser at blive sigtet af Skattestyrelsen, hvorfor det er vigtigt at behandle det seriøst.
Til illustration kan det oplyses, at hvis en privatperson eller selvstændigt erhvervsdrivende overtræder lovgivningen om indberetning og selvangivelse af henholdsvis skat, moms og lønsumsafgift, så beregnes bøden, ved unddragelser over 40.000 kr., til én gang den samlede unddragelse, hvis Skattestyrelsen finder, at der er udvist grov uagtsomhed. Måtte Skattestyrelsen derimod finde, at unddragelsen er udtryk for en forsætlig disponering eller undladelse, og unddragelsen ikke overstiger 500.00 kr., udgør bøden to gange den samlede unddragelse.
Eksempel ved uagtsomhed og forsæt
Det vil altid være en konkret vurdering, hvad der skal ske i en skattestraffesag, og det bør nøje overvejes, hvorvidt det ikke er hensigtsmæssigt at tage imod invitationen til et møde med Skattestyrelsen sammen med en forsvarer med speciale indenfor netop skatter og afgifter.
Vil du vide mere om gældende sanktionspraksis i relation til skatte- og afgiftssager, kan du med fordel læse artiklen benævnt “Skattekontrol: Skattestraffesager og sanktionspraksis efter en tvist med Skatteforvaltningen”.
Klik her for at læse artiklen.
Rettigheder som sigtet
Det er vigtigt at være opmærksom på, at en sigtet tildeles nogle særlige rettigheder, som har til hensigt at beskytte den sigtede, uanset om det er en person eller et selskab. Den sigtede har eksempelvis ikke pligt til at udtale sig i straffesagen, selvom Skattestyrelsen gerne vil holde et møde med den sigtede person eller en repræsentant for et sigtet selskab.
Den sigtede har endvidere ret til at få beskikket en forsvarer, eller kan beslutte sig for at få en privatantaget valgt forsvarer, som får adgang til forsvarsgenparterne i straffesagen.
Er du eller dit selskab blevet sigtet af Skattestyrelsen?
Så er det aktuelt med bistand fra en forsvarer med speciale inden for netop skatter og afgifter. Dette for at få en vurdering af grundlaget, hvorpå der er gennemført en sigtelse og rejst en skattestraffesag.
Du er i den forbindelse altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtigende drøftelse og vurdering.