5 ting, virksomheder bør huske ved indgåelse af internationale købsaftaler

Ved at tage højde for disse fem ting kan virksomheder undgå de fleste faldgruber og snubletråde.

19. marts 2021 | FORSIKRINGS- OG ERSTATNINGSRET

Mange virksomheder oplever det udenlandske marked som usikkert og fyldt med faldgruber og snubletråde. Andre er slet ikke opmærksomme på potentielle problemer. Hvis en virksomhed ser sig for, kan det meste dog undgås. Nedenfor omtaler vi fem ting, som virksomheder kommer langt ved at tage højde for.

1. Sikre at virksomhedens almindelige vilkår er en del af aftalen

De fleste salgsvirksomheder har almindelige forretningsbetingeler. Hvis man ikke har dem, bør man kraftigt overveje at få dem. Ved indgåelse af en international købsaftale, er det særlig vigtigt, at de almindelige forretningsbetingelser kommer på banen. Det kommer de ved, at virksomheden henviser til sine almindelige vilkår i tilbud og accept, og at de almindelige forretningsbetingelser vedhæftes i ens tilbud. Hvis der først er sendt et tilbud af sted eller indgået aftale, er det for sent at henvise til almindelige forretningsbetingelser.

Hvis den anden part i aftalen også vedhæfter sine almindelige forretningsbetingelser, er det vigtigt at gennemgå disse grundigt. Afviger de fra ens egne forretningsbetingelser, eller indeholder de byrdefulde vilkår, som man ikke ønsker være bundet af, er det vigtigt at tage det op i forhandlingen.  

2. Være opmærksom på, om der foreligger en ansvarsfraskrivelse

Som sælger i en international købsaftale, skal man overveje, hvorvidt man ønsker at indsætte en ansvarsfraskrivelse i købsaftalen. En sådan ansvarsfraskrivelse skal enten fremgå direkte af tilbud eller af de almindelige forretningsbetingelser. Ansvarsfraskrivelsen skal være placeret, så den er let for den anden part at få øje på, og den må i hvert fald ikke fremtræde, så den kan overses mellem mange andre vilkår.

Som køber er det tilsvarende vigtigt at undersøge, om der foreligger en ansvarsfraskrivelse, idet køberens retsstilling over for sælgeren forringes gennem ansvarsfraskrivelser.

3. Have en præcis beskrivelse af salgsgenstanden

Det er vigtigt for sælger at foretage en præcis skriftlig beskrivelse af salgsgenstanden. Det gælder model, vægt, ydeevne, fabrikationsår, eller hvad der nu er relevant for den pågældende salgsgenstand. Det kan være afgørende for sælgeren at have en nøjagtig beskrivelse af salgsgenstanden i forbindelse med en potentiel mangelindsigelse fra køberen.  For køber kan det tilsvarende være af stor værdi med en nøjagtig beskrivelse af salgsgenstanden. Det gælder for eksempel, hvis køberen erhverver salgsgenstanden med særligt brug for øje. Køber man eksempelvis opvaskemaskiner, der skal placeres på et skib, er det naturligvis vigtigt at oplyse sælgeren herom, idet dette stiller særlige krav til opvaskemaskinerne – de skal ikke lække vand, hvis gulvet, de står på, hælder.

4. Have klare og sikre betalingsaftaler

Som køber er det naturligvis afgørende, at man ikke betaler uden at modtage varen. Dette kan undgås gennem forudbetalinger og garantier. Omvendt ønsker sælgeren ikke at levere ud i det blå og ikke modtage sin betaling. Hvis der først er betalt eller leveret i et fremmed land, kan det være en stor og omkostningskrævende udfordring at få pengene retur eller varen betalt.

5. Have plan for voldgift-, værnetings- og lovvalgsaftaler

Hvis noget går galt, og der opstår en tvist, er det vigtigt, at der er tænkt over, hvor tvisten skal afgøres. Tit er det ikke optimalt at føre sagen ved domstolene i den anden parts hjemland. Her anbefales det ofte at aftale voldgiftsbehandling. Voldgiftsbehandling anvendes ofte i forbindelse med internationale køb, der går i hårknude. Et alternativ til voldgiftsaftalen er en værnetingsaftale, hvor domstolene i en af parternes land vælges. En dansk advokat vil normalt anbefale, at danske domstole vælges. Det er således vigtigt, at parterne indgår en voldgiftsaftale eller en værnetingsaftale. Endelig kan der også aftales lovvalg – det vil sige, hvilket lands lov, som gælder for aftalen. Hvis der er tale om en dansk sælger, gælder den internationale købelov normalt, som ikke er problematisk at anvende. Hvis man er køber, kræver det en lidt nøjere undersøgelse af, hvilken lov, som gælder, og det kan da være fornuftigt at aftale dette nærmere.  

En voldgifts- ,værnetings- og lovvalgsaftale bør udformes klart og skriftligt, således potentielle fremtidige tvister om aftalegrundlaget undgås. Ovenstående er generelle udfordringer, som man kan overveje i forbindelse med kontraktindgåelse. Det kan dog være en god idé at rådføre sig med en advokat i forbindelse med indgåelse af købsaftaler og eventuelt til at gå de almindelige forretningsvilkår igennem.

Vil du vide mere om internationale købsaftaler?

Du kan læse mere om blandt andet internationale købsaftaler i bogen Købsretten, som advokat og professor Anders Ørgaard fra TVC Advokatfirma står bag.

Har du brug for juridisk rådgivning og assistance?

Overvejer din virksomhed at bevæge sig ud på det internationale marked, og har du brug for rådgivning eller assistance til eksempelvis at gennemse eller udforme vilkår, købsaftaler eller kontrakter, så kontakt os gerne for en uforpligtende vurdering.

TVC Advokatfirmas specialister indenfor forsikrings- og erstatningsret har stor erfaring med kontraktret både i Danmark og internationalt.