Retssikkerhed i praksis

I forhold til kvaliteten af skattelovgivningen anføres der bl.a. følgende i artiklen: ”Efter min opfattelse er det rent retssikkerhedsmæssigt problematisk, at skattelovgivningen på en række områder er uklar og svært forudsigelig. Allerede i år 1241 havde man fokus på, at loven bør skrives, så den forstås af dem, som den gælder for. I Jyske Lov – som formentlig var den første landsdækkende grundlov – anføres blandt andet følgende: ”… loven skal være ærlig og retfærdig, tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet…””

I forhold til lovfortolkning anfører Torben at: ”Det siges, at: ”En ting er søkort at læse, noget andet er skib at føre”. På tilsvarende vis synes den praktiske virkelighed til tider at være, når det handler om fortolkning af skattelovgivningen.

I førende teoretiske fremstillinger anføres det, at der ikke gælder noget specielt i forhold til fortolkning af skattelovgivningen, der således følger de retsprincipper, som generelt gælder for lovfortolkning inden for forvaltningsretten, hvilket også burde være tilfældet, da skatteretten jo blot er en speciel disciplin inden for forvaltningsretten. I praksis synes virkeligheden til tider at være en noget anden.

Domstolenes fortolkning inden for skatteretten synes ofte præget af, at man primært prøver, om der er hjemmel til den gennemførte beskatning; såfremt dette er tilfældet, synes det som om, at man typisk ser bort fra fortolkningsdata, der med vægt taler for et andet resultat.

Det synes videre som om, at subsidiære fortolkningsdata primært – eller måske udelukkende – inddrages, når de taler til støtte for, at der er hjemmel til den gennemførte beskatning. Hertil kommer, at skattemyndighedernes praksis synes tillagt meget stor betydning af domstolene. I forhold til den betydning, som administrativ praksis generelt har ved fortolkningen inden for den almindelige forvaltningsret, henvises typisk til daværende højesteretsdommer Spleths udsagn i U 1965B s. 250 om: ”... hvis to forståelser af loven har nogenlunde lige meget for sig, vælger man ofte den, som administrationen har fulgt…” Inden for skatteretten synes det ofte som om, at skattemyndighedernes praksis alene tilsidesættes, hvis den er klart forkert i forhold til den retsopfattelse, som domstolene selv har, hvilket statistisk set sjældent er tilfældet.”

I mange skattesager er det omtvistet, hvad der er det rigtige faktum, således at spørgsmålet om bevis aktualiseres. I forhold til dette spørgsmål udtaler Torben bl.a. følgende: ”I et moderne retssamfund burde det være den, der påstår noget, der som altovervejende udgangspunkt har bevisbyrden for rigtigheden af postulatet. Allerede tilbage i 1234 udsendte pave Gregor 9. en lovsamling ”Lieber Extra”, som opregnede hele den eksisterende katolske ret. Her søgte kirken at vende sædvanerettens bevisbyrde om, at den, der påstår noget, skal have bevisbyrden. I den praktiske virkelighed er det ofte skatteyderen, der reelt pålægges bevisbyrden i skattesager, ligesom skattemyndighederne ofte stiller relativt store beviskrav. I sager ved domstolene fremføres relativt ofte et argument fra Skatteministeriet i retning af: ”Netop i denne sag gælder der for skatteyder en skærpet bevisbyrde, der alene kan løftes ved objektiv dokumentation.””

I artiklen forholder Torben sig kritisk til skattemyndighedernes adgang til at ændre praksis med tilbagevirkende kraft. I den forbindelse fastslår Torben bl.a.: ”Det forhold, at skatteyderen påviser, at der foreligger en generel administrativ praksis hos skattemyndighederne, samt at hans egen sag er omfattet af denne praksis, er ikke ensbetydende med, at vedkommende skatteyder ikke kan blive mødt med et krav om en anden og ringere retsstilling end den, som følger af den foreliggende praksis. Dette uanset om skattemyndighederne har fulgt den pågældende praksis i mere end 100 år, og uanset at den pågældende praksis ikke kan anses for decideret ulovlig, således at der ikke vil være tale om et decideret ulovhjemlet resultat, hvis skatteyderen fik lov til at støtte ret på den foreliggende praksis.’’ Torben mener desuden: ”(…) at det retssikkerhedsmæssigt er betænkeligt, at skattemyndighederne på denne måde reelt kan ændre praksis uden varsel og gøre dette med tilbagevirkende kraft alene begrænset af fristreglerne i skattestyrelsesloven.”

Fortolkningen af gældende fristregler og reglerne om omgørelse kritiseres af Torben for at være for restriktive over for landets skatteydere. Torben udtaler videre en vis kritik af skattemyndighedernes sagsbehandlingstider.

Du kan læse hele artiklen her. Artiklen er gengivet efter aftale med FDR.

Har du behov for rådgivning?

Såfremt du måtte blive involveret i en skatte- eller afgiftssag eller har behov for rådgivning om skatter og afgifter, er du altid meget velkommen til at kontakte os.