Sø- & Handelsretten har den 2. juli 2018 afgjort, at et dameblads brug af fællesmærket ”SIG DET MED BLOMSTER” udgjorde en krænkelse af Interfloras rettigheder. Afgørelsen viser, at det kan betale sig at sikre og håndhæve sine rettigheder som mærkeindehaver.
05. juli 2018 | IMMATERIALRET
Kort om sagen
Sagen vedrørte, hvorvidt brugen af fællesmærket ”SIG DET MED BLOMSTER” i et dameblad udgjorde en krænkelse af Interfloras registrerede rettigheder.
Et fællesmærke karakteriseres ved, at mærket er bestemt til brug for flere end mærkeindehaveren. Fællesmærker reguleres af fællesmærkeloven, der dog i vidt omfang fungerer som en henvisningslov til varemærkeloven.
Interflora havde nedlagt påstand om, at den ansvarshavende chefredaktør for damebladet skulle forbydes at gøre brug fællesmærket i publikationer uden forudgående tilladelse. Interflora krævede samtidigt, at chefredaktøren betalte erstatning for den uberettigede brug af mærket.
Chefredaktøren havde heroverfor påstået afvisning, subsidiært frifindelse. Chefredaktøren nedlagde dertil selvstændige påstande om ophævelse af fællesmærkeregistreringen som følge af manglende særpræg og manglende brug i forhold til en række af de vareklasser, som mærket var registreret for, hvilket Interflora påstod frifindelse for.
Sø- & Handelsrettens begrundelse og resultat
Sø- & Handelsretten tog indledningsvist stilling til, hvorvidt fællesmærket var blevet en almindelig betegnelse inden for branchen for de varer og tjenesteydelser, som mærket var registreret for, dvs. om fællesmærkeregistreringen skulle ophæves som følge af degenerering.
I den forbindelse lagde retten vægt på, at Interflora havde forsvaret sine rettigheder i forbindelse med forudgående krænkelser af mærket. Dertil fremhævede retten, at det ikke skulle tillægges betydning, at udtrykket ”sig det med” var brugt i forbindelse med andre navneord end ”blomster”. Der var derfor ikke grundlag for at ophæve fællesmærkeregistreringen som følge af degenerering.
Sø- & Handelsretten fremhævede dernæst, at ”SIG DET MED BLOMSTER” er et særligt velkendt mærke, hvormed det nyder en videre beskyttelse i medfør af fællesmærkelovens § 2, jf. varemærkelovens § 4, stk. 2. Retten lagde vægt på mærkets alder og brug, hvilket talte for en videre beskyttelse.
Herefter fandt retten det godtgjort, at damebladet havde gjort erhvervsmæssig brug af fællesmærket. Mærket var blevet præsenteret for læseren i direkte tilknytning til produkter og tilbehør, hvortil der var angivet en pris og en producent.
Retten fremhævede, at brugen af mærket fremstod som en anbefaling af produkterne, hvormed produkterne kunne drage en utilbørlig fordel af mærkets særpræg. Det var uden betydning for den varemærkeretlige vurdering, at damebladet ikke modtog vederlag fra producenterne.
Sø- & Handelsretten fandt det samlet set godtgjort, at der var sket en krænkelse af Interfloras rettigheder og fastsatte derfor et rimeligt vederlag for den uretmæssige brug af mærket. Dette beløb svarede til halvdelen af det beløb, som Interflora havde påstået betalt.
Hvad angik Interfloras forbudspåstand fremhævede Sø- & Handelsretten derimod, at påstanden gik videre end den konstaterede krænkelse og Interfloras fællesmærkeret. Retten bemærkede, at et sådant forbud ville indskrænke chefredaktørens ytringsfrihed uhjemlet, hvorefter retten frifandt chefredaktøren for denne påstand.
Som konsekvens heraf vurderede Sø- & Handelsretten endvidere, at der ikke skulle ske delvis ophævelse af fællesmærkeregistreringen som følge af manglende brug i udvalgte vareklasser. Retten begrundede dette med, at chefredaktøren, som følge af rettens afvisning af Interfloras forbudspåstand, ikke havde retlig interesse i ophævelsespåstanden.
Hvorfor er afgørelsen relevant?
Afgørelsen viser, at det kan betale sig at sikre sit varemærke, ligesom det er vigtigt at reagere behørigt på eventuelle krænkelser af ens rettigheder.
TVC Advokatfirma har tidligere skrevet om lignende tilfælde, der understøtter dette. Du kan f.eks. med fordel læse om varemærkerne ”PANZER GLASS” og ”KOKKEDAL SLOT”, der ligeledes nyder beskyttelse som registrerede varemærker.
Derudover illustrerer afgørelsen, hvornår et varemærke og/eller fællesmærke har særpræg, samt i hvilket omfang mærkeindehaveren bør sikre sig mod andres uberettigede brug. Du kan læse hele afgørelsen ved at klikke her.
Er du i tvivl om, hvorvidt du vil være bedre stillet, hvis du får dit varemærke sikret, eller har du varemærkeretlige spørgsmål i øvrigt, anbefaler TVC Advokatfirma, at du søger kvalificeret og professionel rådgivning. TVC Advokatfirma er altid klar til en uforpligtende drøftelse af din konkrete case. Kontakt os og læs mere her
Læs mere om varemærkebeskyttelse.