Det ses ofte i praksis, at en skatteyder skal bevise, hvorvidt indsætninger på dennes bankkonto ikke er skattepligtige. I en nyere afgørelse blev skatteyders religion afgørende for skattefriheden.
14. august 2021 | SKATTER OG AFGIFTER
I den konkrete Landsskatteretssag (sagsnr. 18-0025204) skulle skatteyderen, som er buddhistisk munk, redegøre for indsætninger på dennes private bankkonto, der beløb sig til i alt ca. 8,6 mio. i indkomstårene 2011 til 2016.
Skatteyderen forklarede indsætningerne med, at denne modtog donationer på sine private konti, herunder overførte pengebeløb fra sin private konto i Thailand til sine private konti i Danmark med det formål, at de skulle tilgå det tempel, som skatteyderen i øvrigt var leder af.
Som begrundelse for, at skatteyderen ikke var rette indkomstmodtager af de – på dennes private konto – modtagne beløb, blev det i sagen fremhævet, at en munk ifølge buddhistisk tro ikke må eje formue, og at de indsamlede midler skal gå til dennes tempel.
Landsskatteretten fandt på den baggrund – og modsat Skattestyrelsen – ikke grundlag for at forhøje skatteyderens skatteansættelser for indkomstårene 2011 til 2016 med i alt ca. kr. 8,6 mio.
At netop skatteyderens religion blev afgørende for udfaldet, ses meget direkte af Landsskatterettens begrundelse, hvoraf der således fremgår følgende:
”Landsskatteretten finder det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at de pågældende midler er doneret til templet og ikke til klager. Klager kan således ikke anses for rette indkomstmodtager, hvorfor forhøjelsen nedsættes til 0 kr. Landsskatteretten har lagt vægt på, at det efter de regler der gælder for buddhistiske munke i den pågældende orden, ikke er tilladt at have indtægter eller eje aktiver.”
At religion kan få betydning for en bevisvurdering er også typisk set i skattesager omhandlende lånte beløb.
Den omtalte afgørelse er ikke offentliggjort af hverken Skattestyrelsen eller Skatteministeriet, men det har ikke betydning for dennes værdi i en eventuel skattesag, idet Skattestyrelsen er pligtig til også at forholde sig til ikke-offentliggjorte administrative afgørelser fremført af en skatteyder eller dennes repræsentant.
Er du i tvivl om, hvorvidt Skattestyrelsen har været for restriktiv i en bevisvurdering?
Skatteafdelingen i TVC Advokatfirma håndterer løbende mere end 1.500 skatte- og afgiftssager, og har du behov for en vurdering af din sag eller ønsker viden om bevisværdien af givne forhold, er du altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende drøftelse.