Traditionen tro har Motorstyrelsen, sammen med politiet og Færdselsstyrelsen, foretaget kontrol i Skagen i forrige uge, dvs. uge 29 også kendt som Hellerup-ugen.
29. juli 2024 | SKATTER OG AFGIFTER
2024 var ingen undtagelse i forhold til Motorstyrelsens tilstedeværelse i Skagen i uge 29, også kendt som Hellerup-ugen. Således udtalte underdirektøren i Motorstyrelsen, Claus Holm, også forud for uge 29 i en pressemeddelelse følgende:
”Det er vores erfaring, at der fortsat er god grund til at være til stede i Skagen i uge 29. Ligesom sidste år vil vi i år kontrollere, om der bliver betalt den korrekte afgift af leasingkøretøjer, og om reglerne for privat kørsel i firmabiler og biler på gule plader bliver overholdt […] Vi opfordrer altid til, at man sætter sig ind i reglerne, også i sommerferien. Hvis reglerne bliver overtrådt, risikerer man at skulle betale store beløb i opkrævninger af afgift og bøde”.
Har Motorstyrelsen først besluttet at gennemføre en kontrol af de skatte- og afgiftsmæssige forhold for et køretøj, er det meget vigtigt, at dialogen med Motorstyrelsen i sådanne tilfælde håndteres korrekt.
I praksis kan det ikke sjældent konstateres, at hvis skatte- og/eller afgiftsyder ikke håndterer denne dialog hensigtsmæssigt, kan resultatet blive, at Motorstyrelsen træffer afgørelse om, at der skal opkræves yderligere registreringsafgift eller værdi af fri firmabil.
Dette kan således efterfølgende resultere i en klage- eller domstolssag, omhandlende spørgsmålet om, hvorvidt der er grundlag for at gennemføre en beskatning af værdi af fri firmabil eller opkræve yderligere registreringsafgift. Hertil kommer, som følge af det øgede fokus på at sanktionere overtrædelse af skatte- og afgiftsloven, desuden risikoen for, at Motorstyrelsen efterfølgende vil overgive sagen til Skattestraffesagsenhederne med henblik på at vurdere, om der eksempelvis er grundlag for at statuere en bøde.
Vil du gerne have større indblik i de relevante forhold, som en skatte- og afgiftskontrol hos Skatte- eller Motorstyrelsen kan føre til, så kan du med fordel læse artiklerne ”Skattekontrol: Politiske tiltag og fokuspunkter ved udsigt til en tvist med Skatteforvaltningen” og ”Skattekontrol: Skattestraffesager og sanktionspraksis efter en tvist med Skatteforvaltningen”, der er offentliggjorte som RR.2.2024.10. og RR.3.2024.34.
Er dit køretøj blevet udtaget til kontrol?
Det er oftest relevant at få afklaret, hvorvidt Skatte- eller Motorstyrelsen har været for restriktiv i vurderingerne ved en gennemført kontrol, og er du i tvivl om dette, er du altid velkommen til at kontakte os for en gratis vurdering.
Hos Skatteafdelingen i TVC Advokatfirma har vi i vidt omfang adgang til de positive, utrykte afgørelser, der kan være afgørende for udfaldet af en klagesag.
Klik her for at læse mere om fokusområdet skatteproces og de muligheder, du har for at videreføre en skatte- eller afgiftssag.