Konkursrådet foreslår ændringer i reglerne om udpegning af kuratorer

Blandt andet dokumentarserien ”Den sorte svane”, som blev udsendt på TV2, har rejst spørgsmålet om, hvorvidt de nuværende regler om udpegning af kuratorer indebærer en større misbrugsrisiko, primært med hensyn til hvidvask og anden økonomisk kriminalitet.

07. maj 2025 | INSOLVENS OG REKONSTRUKTION

Justitsministeriet har på baggrund heraf anmodet Konkursrådet om en vurdering af, hvorvidt reglerne om udpegning af kuratorer, særligt i forbindelse med egenbegæringer, bør ændres med henblik på at mindske risikoen for at udpege inhabile kuratorer.

Konkursrådet har den 27. marts 2025 offentliggjort en udtalelse, som indeholder en række ændringsforslag, der har til formål at øge tilliden til kuratorer, herunder at kontrollere, hvem der bliver udpeget som kurator i forbindelse med egenbegæringer.

Det nærmere indhold af konkursrådets ændringsforslag

Skærpelse af kravene til kuratorhabilitet

Konkursrådet har overvejet, om reglerne i konkurslovens § 238 om kuratorhabilitet bør skærpes med henblik på at mindske risikoen for, at inhabile kuratorer bliver udpeget.

Den nugældende § 238 har følgende ordlyd:

”§ 238 Ingen må handle som kurator, skifterettens medhjælper, medlem af kreditorudvalget, sagkyndig bistand, forretningskyndig medhjælp, revisor, rekonstruktør, tillidsmand eller vurderingsmand, hvis han er en af skyldnerens nærtstående eller er afhængig af skyldneren, eller hvis der som følge af hans interesse i sagens udfald eller af andre grunde er tvivl om hans upartiskhed i det foreliggende spørgsmål.

Stk. 2. Har skyldneren drevet erhvervsvirksomhed, eller er skyldneren et selskab, en forening eller anden organisation, må revisor, tillidsmand eller vurderingsmand heller ikke på nogen af de i stk. 1 nævnte måder være knyttet til medlemmer af bestyrelse eller direktion, til kurator, skifterettens medhjælper, en likvidator eller til virksomhedens eller organisationens kasserer eller bogholder.

Stk. 3. En vurderingsmand må ikke have økonomisk interesse hos aftager og må ikke medvirke ved afhændelse af boets aktiver, medmindre vurderingsmanden i egenskab af auktionsholder alene har foretaget vurdering til brug for bortsalg på offentlig auktion.

Stk. 4. De i stk. 1 nævnte personer, nærtstående til disse personer eller ansatte i disse personers virksomheder må ikke erhverve nogen del af boets aktiver.

Stk. 5. En person, der beskikkes som tillidsmand i medfør af § 9 b, stk. 3, § 11 a, stk. 4, eller § 11 e, stk. 6, må ikke have været revisor eller forretningsmæssig rådgiver for skyldneren i to år forud for indledningen af den forebyggende rekonstruktionsbehandling eller rekonstruktionsbehandlingen og må ikke virke som revisor eller forretningsmæssig rådgiver for skyldneren i en periode på to år efter at have afsluttet hvervet som tillidsmand.”

Kurator er traditionelt blevet udpeget blandt flertallet af de kreditorer, der forventes at modtage dækning fra boet, herunder eksempelvis en virksomhedspanthaver, der ikke opnår fuld dækning via pantet. Det er en afgørende forudsætning, at kurator ikke har afhængighedsforhold til skyldneren eller andre involverede parter.

Det er Konkursrådets vurdering, at der bør indsættes fastere rammer for, hvornår en kurator anses for at være inhabil. Dette indebærer helt konkret, at Konkursrådet foreslår, at de nugældende regler om kuratorhabilitet foreslås videreført med de ændringer, der fremgår af nedenstående, som supplerer de nugældende regler om kuratorhabilitet.

  • En advokat, antaget af skyldner, skal alene kunne udpeges som kurator, hvis flertallet af de stemmeberettigede kreditorer, der er repræsenteret på mødet, hvor konkursdekretet afsiges, ønsker den pågældende som kurator.
  • Der skal fastsættes en regel om, at der udnævnes et passende antal faste kuratorer ved hver skifteret for at minimere risikoen for mistanken om, hvorvidt skyldnerens forhold bliver afdækket fyldestgørende under bobehandlingen.
  • Det bør ikke være muligt at udvælge en kurator, hvis denne senere end ét år før fristdagen i ikke ubetydeligt omfang har ydet rådgivning til skyldneren eller en af skyldnerens nærtstående, der direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af kapitalen i boet. Dette medfører dog ikke inhabilitet for personer, der senere end tre måneder før fristdagen har forsøgt at opnå en samlet ordning af skyldnerens økonomiske forhold.
  • Enhver, der ønsker at være kurator, skal afgive en skriftlig erklæring til skifteretten, der indeholder en redegørelse for det tidsmæssige omfang og karakteren af rådgivningen. Herefter vil skifteretten være sikret det nødvendige grundlag for at vurdere, om der er ydet rådgivning i et ikke ubetydeligt omfang.

Kuratorordning med faste kuratorer

Der er ved flere af landets skifteretter udnævnt faste kuratorer, der er tilknyttet de enkelte skifteretter. Konkursrådet anbefaler, at der bør fastsættes regler om, at alle skifteretter skal udnævne en række faste kuratorer.

Formålet hermed er at sikre ensartethed ved skifteretterne og at øge anvendelsen af ”kendte” kuratorer fremfor kuratorer, der bliver udpeget på baggrund af skyldnerens ønske – herunder særligt i forbindelse med egenbegæringer.

Konkursrådet foreslår, at den enkelte skifteret skal have dispositionsfrihed med hensyn til vurderingen af, hvem der skal udnævnes som fast kurator, og hvor mange faste kuratorer, der skal udnævnes. Særligt sidstnævnte skyldes, at sagsmængden spiller en afgørende rolle for, hvor mange faste kuratorer, der bør vælges ved den enkelte skifteret.

Det foreslås endvidere, at Justitsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om udnævnelsen af faste kuratorer. Denne bemyndigelse tænkes bl.a. indført for at fastsætte regler om kvalifikationskriterier, udpegningsproceduren og længden af udpegningsperioden.

Kreditorindflydelse contra faste kuratorer

Konkursrådet har overvejet, om kreditorernes indflydelse på valget af kurator, skal mindskes til fordel for skifteretternes kuratorordning, hvor skifteretten mere systematisk udpeger en kurator, der er tilknyttet den enkelte skifteret.

Det fremgår dog af den offentliggjorte udtalelse, at kreditorerne fortsat bør bevare adgangen til at udpege en kurator qua kreditorernes rolle som interessenter i boet. Det betyder helt konkret, at skifteretten skal tilstræbe at udpege den kurator, som har den største tilslutning blandt de stemmeberettigede kreditorer.

Konkursrådets forslag indebærer herved, at skyldnerens adgang til at vælge en advokat som kurator, ved en egenbegæring, bliver indsnævret, da dette forudsætter, at advokaten tillige opnår tilstrækkelig tilslutning blandt de stemmeberettigede kreditorer.

Stemmeret ved udpegning af kurator

Konkursrådet fastholder i den offentliggjorte udtalelse, at der på skiftesamlinger skal stemmes efter fordringernes beløb, hvilket samtidig betyder, at fordringer eller en del heraf, som efter skifterettens skøn vil opnå enten fuld eller ingen dækning, ikke giver stemmeret.

Det foreslås dog, at reglerne om stemmeberettigelse bliver ændret, således at der ikke skal være stemmeret på følgende:

  • Fordringer, der tilhører skyldnerens nærtstående, hvilket skyldes ønsket om at mindske risikoen for inddragelse af uvedkommende hensyn eller anvendelsen af fiktive fordringer mellem skyldneren og dennes nærtstående, som derved kan påvirke valget. Denne bestemmelse omfatter således også en direktørs tilgodehavende – eventuelt igennem et holdingselskab – hos et skyldnerselskab.
  • Fordringer på vederlag til en rekonstruktør, tillidsmand eller likvidator, da de nævnte personer ikke har en legitim interesse i at anvende deres krav på vederlag til at stemme på sig selv som kurator. Der har indtil nu været eksempler på tilfælde, hvor en kurator er blevet udpeget efter en kortvarig rekonstruktionsproces.
  • Fordringer, der tilhører ledelsen eller ansatte, herunder lønkrav, hvilket indebærer, at krav fra ansatte ikke giver stemmeret, medmindre en faglig organisation eller Lønmodtagernes Garantifond har indfriet og indtrådt i den ansattes fordring før konkursen. Det bemærkes, at det sker relativt sjældent, at lønkrav indfries af de nævnte, men det sker dog under rekonstruktioner. Baggrunden for reglen er, at lønkrav i vid udstrækning bliver indfriet af Lønmodtagernes Garantifond, hvorfor lønmodtagerne i princippet som udgangspunkt ikke har nogen interesse i udfaldet af en konkurs.

Reglernes forventede ikrafttræden
Konkursrådets indstilling indeholder ikke nogen henvisning til en bestemt ikrafttrædelsesdato, hvorfor dette tidspunkt er ubekendt.

Forslagene indeholder dog en række væsentlige ændringer, som indebærer, at skifteretterne skal kunne etablere en fast kreds af kuratorer, hvilket formentlig vil medføre, at reglerne tidligst kan vedtages med ikrafttræden inden for det første halvår af 2026.

Det bliver interessant at følge Folketingets forarbejdelse, og om det endelige lovforslag bliver som foreslået af Konkursrådet.

TVC Advokatfirmas insolvensafdeling består af 17 medarbejdere, herunder partnerne Susanne Jakobsen, Kristian Haagen Larsen, Claus Steen Hansen og Johnny H. Madsen.