”Ingen straffesag mod Deres klient”

Trods sigtelse for skatte- eller momssvig, kan en straffesag ofte undgås, hvis der hurtigt etableres et effektivt forsvar.

23. marts 2021 | ØKONOMISK KRIMINALITET SKATTER OG AFGIFTER

Det kræver som regel inddragelse af en forsvarsadvokat med specialistviden indenfor såvel strafferet som skatte- og afgiftsret, hvis en straffesag vedrørende skatte- eller afgiftskriminalitet skal afværges.

TVC Advokatfirma har for nylig bistået en erhvervsdrivende i en straffesag, hvori han var sigtet for momssvig i et betydeligt omfang. Allerede efter et indledende møde med Skattestyrelsen blev sigtelsen opgivet og sagen henlagt.

Momsunddragelse

Sagen omhandlede strafbar momsunddragelse i forbindelse med import og videresalg af fødevarer. En del af varerne var eksporteret til en svensk engrosvirksomhed. Denne del af salget var ikke tillagt moms, da den erhvervsdrivende af sin revisor havde fået at vide, at der var tale om momsfrit EU-varesalg.

Efter en skatterevision kunne det imidlertid konkluderes, at betingelserne for at kunne sælge varerne momsfrit ikke var opfyldt, idet der blandt andet manglede transportdokumenter, der kunne godtgøre eksporten til Sverige. Den erhvervsdrivende valgte derfor at skifte revisor. Gennem den nye revisor blev der indgået en ordning med skattemyndighederne om, at den erhvervsdrivende skulle berigtige forholdet ved udstedelse af nye fakturaer, som var tillagt dansk moms på samlet set næsten kr. 950.000. Der blev samtidig hermed indgået en betalingsordning.

Sigtelse trods berigtigelse

Det var den erhvervsdrivendes og revisorens opfattelse, at de ved berigtigelsen af forholdet havde elimineret risikoen for en efterfølgende straffesag.

Skattemyndighederne modtog imidlertid en underretning fra svenske myndigheder om, at den svenske engrosvirksomhed ikke havde aktiviteter i Sverige. Varerne var derfor muligvis slet ikke blevet eksporteret, hvorfor Skattestyrelsen alligevel valgte at sigte den erhvervsdrivende for momssvig.

Da sigtelsen indebar en risiko for en stor bødestraf og potentielt en fængselsstraf, kontaktede den erhvervsdrivende straks TVC Advokatfirma med henblik på at få forsvarerbistand. Efter en meget grundig gennemgang af sagen, var det muligt at identificere en lang række forhold af betydning for vurderingen af, om der var grundlag for en straffesag.

Møde mellem klient, forsvarer og Skattestyrelsen

Sagen blev derpå drøftet på et møde med Skattestyrelsens straffesagsenhed. Drøftelserne mundede ud i, at Skattestyrelsen fandt det godtgjort, at den erhvervsdrivende for den væsentligste del af beløbet havde indrettet sig i tiltro til den rådgivning, han havde fået fra sin oprindelige revisor. Navnlig derfor var det Skattestyrelsens vurdering, at den erhvervsdrivendes fejlagtige undladelse af at tillægge moms var undskyldelig.

For en mindre del af beløbet fandt Skattestyrelsen imidlertid, at den erhvervsdrivende havde handlet groft uagtsomt – og derved i princippet strafbart – ved ikke at tillægge fakturaerne moms. Henset til beløbets størrelse og til de oplysninger om sagen, der var kommet frem på mødet, fandt Skattestyrelsen imidlertid heller ikke, at der var grundlag for at rejse en straffesag mod den erhvervsdrivende for denne del.

Udfaldet af mødet blev derfor, at Skattestyrelsen valgte af frafalde sigtelsen og henlægge sagen.

Vigtigheden af en specialiseret forsvarer

Sagen illustrerer vigtigheden af, at der inddrages en forsvarer, der kan hjælpe med at forstå sigtelsen og belyse sagen. Dette gælder ikke mindst i sager om moms- og afgiftssvig, hvor både det juridiske og det faktuelle grundlag ofte er yderst kompliceret. I sådanne sager opnås det mest kvalificerede forsvar som regel ved at inddrage en forsvarer, der også har specialistviden om moms- og afgiftsret.

Kontakt os gerne for et gratis møde

Hos TVC Advokatfirma er vi netop specialiserede i både økonomisk kriminalitet og skatter og afgifter. Hvis du er sigtet eller tiltalt i en sag vedrørende økonomisk kriminalitet, tilbyder vi altid et gratis møde, så du har det bedste grundlag for at afgøre, hvilken forsvarer, du ønsker. Du er i den forbindelse meget velkommen til at kontakte os.