COVID-19 – Likviditetsudfordringer for landets virksomheder

Coronavirussen forventes at medføre store likviditetsudfordringer for landets virksomheder.

15. marts 2020 | INSOLVENS OG REKONSTRUKTION

Coronavirussen har fået fat i det danske samfund. Udover at smittetallet vokser, og at vi ser en stadig stigning i antallet af personer i karantæne, har virussen også allerede fået indflydelse på det danske erhvervsliv.

Selvom Folketinget gør sit for at hjælpe landets virksomheder med at stå igennem den kommende periode med så få omkostninger som muligt, som f.eks. udskydelse af fristen for betaling af A-skat, AM-bidrag og moms, kompensation til arrangører af aflyste arrangementer, nedsættelse af taskforces som skal udvikle målrettede støtteforslag til de hårdest ramte brancher, kompensation af sygedagpenge fra dag ét m.v., har virusudbruddet allerede nu vist sig at give en række virksomheder likviditetsudfordringer. Disse likviditetsudfordringer kan få vitale konsekvenser for virksomheden selv og virksomhedens samarbejdspartnere.

Alle virksomheder har vist samfundssind ved at følge myndighedernes anbefalinger om f.eks. at aflyse arrangementer med flere end 1.000 deltagere, og nu senest 100, og mange virksomheder har også valgt at følge anbefalingerne om at sende medarbejdere hjem, hvis medarbejderne har mulighed for at arbejde hjemmefra. Derudover vælger befolkningen i stadigt større omfang at søge at inddæmme smitterisikoen ved at holde sig fra sociale arrangementer og i øvrigt kun mødes med hinanden i begrænset omfang.

Udfordringen er dog, at det ikke kan undgås, at coronavirussen får økonomiske konsekvenser for landets virksomheder. På den korte bane vil det vise sig ved likviditetsudfordringer, der vil smitte af på de enkelte virksomheders leverandørkæder.

Den største udfordring ved likviditetsmangel er, at likviditetsmanglen vil udvikle sig til en negativ spiral ned i leverandørkæden, hvis der ikke sættes ind så hurtigt som muligt.

TVC Advokatfirma har stor erfaring med at bistå virksomheder med likviditetsudfordringer, og vores erfaring er, at det ofte tager for lang tid for virksomheden at indse virksomhedens økonomiske udfordringer, hvilket bl.a. minimerer virksomhedens muligheder for at indgå aftaler med sine kreditorer og komme så hurtigt og sikkert igennem de økonomiske udfordringer som muligt.

Jo hurtigere der reageres, des bedre er prognosen for at undgå worst case-scenariet.

Det er derfor TVC Advokatfirmas anbefaling, at landets virksomheder løbende tager pulsen på deres likviditet ved at sørge for udarbejdelse/opdatering af likviditetsbudgetter og sikre sig deres kapitalberedskab bedst muligt, og at virksomhederne så hurtigt som muligt søger at indgå aftaler med deres kreditorer, hvis der er behov herfor.

Særligt i disse dage kan leverandørkæderne have interesse i at finde en fælles løsning. Det kræver dog, at der reageres proaktivt.

TVC Advokatfirma har stor erfaring med at bistå virksomheder med forhandling af kreditorordninger og står klar til at hjælpe, hvis det måtte være nødvendigt.