Det sker stadigt oftere, at der under behandlingen af borgeres skattesager også sigtes for strafbar skatteunddragelse.
17. marts 2021 | ØKONOMISK KRIMINALITET SKATTER OG AFGIFTER
En straffesag vil i mange tilfælde have langt større økonomiske konsekvenser end selve skattesagen og vil endda kunne resultere i fængselsstraf. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på de rettigheder, der følger med en sigtelse, herunder navnlig retten til ikke at udtale sig og til at få beskikket en forsvarer.
Konsekvenser ved dom for skattesvig
Konsekvenserne af blive fundet skyldig i skattesvig kan i mange tilfælde være yderst alvorlige. Er der for eksempel over en årrække sket en bevidst skatteunddragelse på kr. 100.000, vil bøden som udgangspunkt kunne takseres til kr. 140.000. I et sådant tilfælde vil de samlede skatte- og bødebetalinger altså udgøre kr. 240.000.
Overstiger en bevidst skatteunddragelse kr. 250.000, vil sagen i mange tilfælde blive overdraget til politiet. Sker det, kan der udover en bøde også blive tale om fængselsstraf. Dertil kommer anmærkninger på straffeattesten, som i mange tilfælde vil føre til tab af job og indkomstgrundlag.
Den sigtedes rettigheder
Derfor skal en sigtelse for skatteunddragelse altid tages alvorligt. Det er også vigtigt at være opmærksom på de rettigheder, sigtelsen medfører. Reglerne herom findes i retsplejeloven.
De væsentlige rettigheder er, at den sigtede ikke har pligt til at udtale sig i sagen og at der kan beskikkes en forsvarer.
Disse regler sikrer, at den sigtede har mulighed for – som det første – at få sagen gennemgået med en forsvarer. Forsvareren kan hjælpe den sigtede med at forså sigtelsen, ligesom forsvareren kan bidrage til at skabe klarhed over de forhold og lovbestemmelser, der har betydning for sagen. Dette kan være ganske kompliceret i sager om skatteunddragelse.
Betydningen af en forsvarer
Inddragelsen af en forsvarer, der også har viden om det skatteretlige, fører ofte til, at der identificeres forhold, som har afgørende betydning for sagens udfald. I mange tilfælde viser det sig, at der slet ikke er grundlag for en straffesag. I andre tilfælde viser det sig, at der er forhold i sagen, som fører til, at straffen skal være markant lavere end det, der er udgangspunktet.
Hvem betaler udgifterne til den beskikkede forsvarer?
Det er som udgangspunkt det offentlige, der betaler udgifterne til den beskikkede forsvarer. Hvis sagen resulterer i en frifindelse, eller hvis skattemyndighederne opgiver straffesagen, afholdes forsvarerudgifterne også endeligt af det offentlige.
Det er således kun, hvis borgeren bliver straffet, at den pågældende vil skulle betale udgifterne til forsvareren. I mange tilfælde vil omkostningerne til forsvareren dog være langt mindre end de sparede omkostninger i form af en bødereduktion eller lavere fængselsstraf.
Har du brug for hjælp?
Hos TVC Advokatfirma er vi netop specialiserede i både skatter og afgifter og økonomisk kriminalitet. Hvis du er sigtet eller tiltalt i en sag vedrørende økonomisk kriminalitet, tilbyder vi altid et gratis møde, så du har det bedste grundlag for at afgøre, hvilken forsvarer, du ønsker. Du er i den forbindelse meget velkommen til at kontakte os.