Ændring i konkursloven medfører nye regler for afstemning

Når en rekonstruktionsbehandling indledes, skal der udarbejdes et forslag til rekonstruktionsbehandling. Som følge af EU’s Rekonstruktions- og insolvensdirektiv er konkursloven ændret. En ændring er, at der blev indført nye regler for afstemning om rekonstruktionsforslaget samt inddeling af fordringshaverne i et klassesystem.

17. januar 2023 | INSOLVENS OG REKONSTRUKTION

De nye regler medfører, at nogle rekonstruktionsbehandlinger skal inddele fordringshaverne i afstemningsklasser. I denne forbindelse indføres regler, som sondrer imellem større virksomheder og de såkaldte SMV’er. De større virksomheder undergives de nye afstemningsregler i konkursloven. Disse virksomheder inddeles i afstemningsklasser, når rekonstruktionsbehandlingen indledes. For så vidt angår de såkaldte SMV’er er udgangspunktet i medfør af de nye regler, at afstemningen foregår efter de almindelige regler i konkursloven. Det vil sige, at afstemningen som udgangspunkt foregår uden inddeling i afstemningsklasser, og at der fortsat stemmes efter fordringernes beløb.  Afgørende for sondringen mellem større virksomheder og SMV’er er, hvorvidt den pågældende virksomhed overskrider to ud af tre grænseværdier: En balancesum over DKK 156 mio. kr., en nettoomsætning over DKK 313 mio. kr. og mere end 250 heltidsansatte.

De nye regler ændrer herved væsentligt på det tidligere udgangspunkt, hvor der stemtes efter fordringernes beløb. For de virksomheder, som bliver omfattet af reglerne for afstemningsklasser, er det ikke længere afgørende, om der er flertal blandt kreditorerne, men derimod om der er flertal beregnet på afstemningsklasser. Hvis der er flertal beregnet på afstemningsklasser, kan en afstemningsklasse, som beløbsmæssigt er større end de resterende, derved blive nedstemt, selvom denne klasse ville have haft majoritet efter de gamle regler.

Advokaterne hos TVC Advokatfirmas afdeling for konkurs- og insolvens har omfattede erfaring på området. Vi har hos TVC Advokatfirma sat os rigtigt godt ind i alle omtalte ændringer, og står altid til rådighed for en uforpligtende samtale om din konkrete situation. Vi har erfaring med rådgivning såvel som med førelse af retssager.