Korrekt retsanvendelse og behørig begrundelse

Det styrker mulighederne for at få ændret en afgørelse, hvis Skattestyrelsen overser, at de har ansvaret for korrekt retsanvendelse samt behørig begrundelse.

11. april 2021 | SKATTER OG AFGIFTER

Når skattemyndighederne, f.eks. Skattestyrelsen og Motorstyrelsen, rejser sager som offentlig forvaltningsmyndighed, så er de underlagt de almindelige forvaltningsretlige regler og principper, medmindre der er specifikke lovbestemte undtagelser eller præciseringer for skattemyndighederne.

Korrekt retsanvendelse og behørig begrundelse

Efter de almindelige forvaltningsretlige regler har skattemyndighederne pligt til at begrunde sine afgørelser, når de meddeles skriftligt, medmindre afgørelsen fuldt ud giver parten medhold. Heri ligger også et krav om, at skattemyndighederne skal angive, hvilke retsregler og hvilke faktiske omstændigheder, en afgørelses resultat støttes på. Dette gælder, når afgørelsen ikke fuldt ud giver parten medhold.

En illustrativ sag

Til illustration af nyere praksis kan nævnes en utrykt Landsskatteretsafgørelse (j.nr. 16-1826624), der  omhandler et selskab, der var blevet efteropkrævet told, moms og punktafgifter med et betragteligt beløb.

Opkrævningen relaterede sig til varer, der var anvendt til proviantering ombord på et fiskefartøj. SKATs (i dag Skattestyrelsen) afgørelse blev påklaget til Landsskatteretten.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt for det første, at SKAT slet ikke havde hjemmel til opkrævningen af told på de omhandlede varer. Den manglende hjemmel til toldopkrævningen medførte, at Landsskatteretten statuerede ugyldighed for denne del af SKATs afgørelse. Det havde som konsekvens, at toldopkrævningen blev nedsat til 0 kr. SKAT havde dermed ansvaret for deres retsanvendelse, som konkret var forkert.

Landsskatteretten fandt for det andet, at SKATs begrundelse for opkrævningen af moms og punktafgifter på de omhandlede varer led af væsentlige mangler. Herom anførte Landsskatteretten blandt andet følgende:

”SKAT har i afgørelsens begrundelse ikke henvist til de retsregler, der er gældende for pålæggelse af punktafgifter og moms.

Toldstyrelsen har efterfølgende henvist til dels tobaksafgiftslovens § 1, stk. 1 og momslovens § 1 og 2 og anført, at der med disse hjemler skal ske reparation af afgørelsen.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at der ikke kan ske reparation af den oprindelige afgørelse med henvisning til disse overordnede hjemmelshenvisninger, eftersom der fortsat mangler henvisning til de specifikke beskatningshjemler for disse afgifter med hensyn til afgiftspligtens indtrædelse, betalingspligtige personer med videre.

Retten anser dette for at være så konkret væsentlig en mangel i afgørelsen, jf. Forvaltningslovens § 24, stk. 2, at afgørelsen må anses for at være ugyldig.”

Landsskatteretten nedsatte på den baggrund også SKATs opkrævning af moms og punktafgifter til 0 kr.

Skattemyndighedernes ansvar

Afgørelsen fra Landsskatteretten er ganske illustrerende for det forhold, at det altid er skattemyndigheder, som har ansvaret for korrekt retsanvendelse samt behørig begrundelse af en afgørelse.

Når skattemyndighederne rejser sager og træffer afgørelser, kan det imidlertid forekomme, at de ikke iagttager en eller flere af de almindelige forvaltningsretlige regler og principper. Det er derfor væsentligt at være opmærksom på dette som skatte- eller afgiftsyder.

Der kan i den forbindelse også henvises til tidligere omtalt utrykt praksis, der illustrerer skattemyndighedernes ansvar for tilstrækkelig sagsoplysning.

Har du behov for en vurdering af, om Skattestyrelsen har behandlet din sag korrekt?

Hvis du eller din virksomhed bliver involveret i en skattesag og ønsker en uforpligtende vurdering af denne, er du altid meget velkommen til at kontakte os.