I det løbende ansættelsesforhold skal arbejdsgiveren håndtere medarbejdernes fravær. Det gælder bl.a. i forbindelse med medarbejderens ferie eller sygdom og i forbindelse med familieforøgelse, og det spiller derfor en betydelig rolle for enhver arbejdsgiver.
Ferielovens regler er komplekse og er desuden reguleret af retspraksis. Vi yder løbende rådgivning om de vanskelige regler, bl.a. omkring reglerne for ferievarsling, ferieafvikling i opsigelsesperioder, erstatningsferie ved sygdom og beregning af feriegodtgørelse.
Feriefridage er ikke reguleret af ferielovens regler, og eventuelle feriefridage, der ikke er omfattet af overenskomst, skal derfor reguleres særskilt i virksomhedens interne regler i f.eks. personalehåndbogen.
Det uforudsigelige fravær ved medarbejderes sygdom volder ofte arbejdsgivere både driftsmæssige og juridiske problemer. Det kan være vanskeligt som arbejdsgiver at vide, hvilke retningslinjer man skal følge i forhold til bl.a. dialog med medarbejderen under fraværet, forhold omkring delvist fravær og opsigelse som følge af sygdom. Tilsvarende gør sig gældende i relation til fravær under barsel og forældreorlov mv.
Vi har stor erfaring med at rådgive om disse aspekter indenfor ansættelsesretten og har den nødvendige indsigt i gældende regler og retspraksis.