Værdiansættelse/Transfer Pricing - del 2

12. april 2013 | SKATTER OG AFGIFTER

Advokat (H) Torben Bagge giver indblik i "Værdiansættelse/transfer pricing – SKM 2013.147 BR. – prøvelsestemaer og skønsmargin i værdiansættelsessager – betydningen af det foreliggende udkast til lovforslag om ny klagestruktur for værdiansættelsessager".

Artiklen er bragt i Revision & Regnskabsvæsen 2013/4. Gengivelse sker med tilladelse fra Karnov Group Denmark A/S. 

Uddrag:

"I sidste nummer af Revision & Regnskabsvæsen satte jeg fokus på værdiansættelse inden for skatteretten ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt. I den forbindelse blev spørgsmålet om bevisbyrdens placering nærmere behandlet, ligesom også spørgsmålet om SKATs adgang til at foretage en korrektion af værdiansættelser i nærmere angivne situationer blev behandlet.

Efter artiklen blev skrevet, er der offentliggjort en dom, der giver grundlag for at komme med et par yderligere bemærkninger om problemstillingen. Herudover omtales spørgsmålet om prøvelsestemaer og skønsmargin i værdiansættelsessager. Afslutningsvis omtales betydningen af det foreliggende udkast til lovforslag om ny klagestruktur for værdiansættelsessager.

Dommen, som giver anledning til bemærkninger, er en byretsdom offentliggjort i SKM 2013.147 BR. Den pågældende sag drejede sig om overdragelse af en ejendom fra hovedanpartshaveren personligt til vedkommendes anpartsselskab. Ifølge skødet, som var underskrevet den 17. oktober 2007, blev ejendommen overdraget for en pris på kr. 1.300.000 med overtagelse den 1. marts 2007. Den offentlige ejendomsvurdering pr. 1. oktober 2006 – som var den vurdering, hovedanpartshaveren kendte på overdragelsestidspunktet – lød på kr. 770.000. Ved den offentlige ejendomsvurdering pr. 1. oktober 2007 blev ejendommen vurderet til kr. 980.000. SKAT fastsatte skønsmæssigt ejendommens værdi til kr. 980.000 i overensstemmelse med den offentlige ejendomsvurdering pr. 1. oktober 2007, hvilket bevirkede, at differencen på kr. 320.000 i forhold til hovedanpartshaverens egen værdiansættelse på kr. 1.300.000 blev anset for maskeret udlodning."