Værdiansættelse/Transfer Pricing – del 1

25. marts 2013 | SKATTER OG AFGIFTER

Bliv klogere på værdiansættelse/transfer pricing i forhold til bevisbyrdens placering, SKATs korrektionsadgang og retssikkerhedsmæssige problemstillinger, når Advokat (H) Torben Bagge behandler emnet.

Artiklen er bragt i Revision & Regnskabsvæsen 2013/3. Gengivelse sker med tilladelse fra Karnov Group Denmark A/S. 

Uddrag:

"Et af de områder, der til stadighed giver anledning til tvister mellem landets skatteydere og SKAT, er sager om værdiansættelse. Det synes som om, at SKAT ikke sjældent er af den opfattelse, at skatteydere ikke kan støtte ret på de værdiansættelsesregler, som SKAT selv har udarbejdet og offentliggjort.1 Dette uanset, at det primære formål med disse værdiansættelsesregler netop er, at landets skatteydere på forhånd kan se hvilken værdi, SKAT vil acceptere, således at der ikke efterfølgende opstår en konflikt om hvilken værdi, der er skattemæssig acceptabel.

Det ses således ofte, at SKAT tilsidesætter værdiansættelser, der baserer sig på SKATs egne værdiansættelsesregler. Dette med henvisning til, at skatteyderen ikke kan støtte ret på den pågældende værdiansættelsesregel. Resultatet af dette er, at den skatteyder, der har søgt at undgå en skattesag ved at bruge SKATs egne værdiansættelsesregler, alligevel bliver centrum for en sådan sag, hvor temaet typisk er, om skatteyderen kan støtte ret på SKATs værdiansættelsesregel, og hvis ikke, hvad den skattemæssigt korrekte værdi i så fald er. I disse tilfælde synes det ofte i praksis som om, at SKAT tager afsæt i, at det er skatteyderen, der har bevisbyrden for, at den anvendte værdi er skattemæssig acceptabel, således at SKAT ofte argumenterer med afsæt i, at der gælder en form for omvendt bevisbyrde i disse værdiansættelsessager."