SKAT MED OMTANKE – festskrift til advokat Tommy V. Christiansen

11. juni 2019

Festskrift tildelt TVC Advokatfirmas stifter, advokat og revisor Tommy V. Christiansen.

I anledningen af Tommy V. Christiansens 70-års fødselsdag den 9. juni 2019 modtog han et festskrift som en hyldest fra kollegaer og samarbejdspartnere, herunder højesteretsdommer Lars Apostoli, professor, dr.jur. Jan Pedersen m.fl.

Tommy V. Christiansen stiftede i 1988 Advokatfirmaet Tommy V. Christiansen. I 2016 ændrede advokatfirmaet navn til TVC Advokatfirma. Det er således Tommy, der har skabt grundlaget for, at TVC Advokatfirma i dag har en af landets største skatteafdelinger i advokatbranchen med 22 specialiserede jurister, der sammen kan bistå med enhver skatteretlig og afgiftsretlig problemstilling – både i forhold til rådgivning og førelse af sager.

Af forordene til festskriftet fremgår bl.a. følgende:

”I 1988 valgte Tommy V. at blive selvstændig og stiftede Advokatfirmaet Tommy V. Christiansen, som hurtigt udviklede sig til et større advokatfirma, der var kendt for at have stor fokus på fagligheden. Advokatfirmaet har, efter at Tommy V. udtrådte som partner i 2014, efterfølgende ændret sit navn til TVC Advokatfirma, og er i dag et af landets førende advokathuse inden for ikke mindst skatteretten. Tommy V. blev landskendt i 1990’erne, da han stod frem på nationalt TV med markante holdninger i forbindelse med bl.a. Himmerlands-bank og Tvind-sagen. Holdninger, der siden viste sig at holde stik. Som advokat har Tommy V. også gjort sig bemærket hos domstolene, idet han har vundet flere principielle sager i Højesteret. Sideløbende med sit hverv som advokat har Tommy V. haft en meget aktiv karriere som professionelt bestyrelsesmedlem og har deltaget i en meget lang række bestyrelser i danske virksomheder.”

Klik her for at læse festskriftet. Festskriftet er gengivet efter aftale med Ex Tuto Publishing A/S.

Festskriftet er finansieret af TVC Advokatfirma med Managing Partner Leo Jantzen som redaktion.