Erhvervslejemål og virksomhedspant

Håndteringen af pantsatte aktiver er central i insolvensbehandlingen. Det gælder ikke mindst virksomhedspantsatte aktiver. I en artikel bragt i Erhvervsjuridisk Tidsskrift giver bl.a. advokat og professor Anders Ørgaard indblik i, hvad der gør sig gældende, når virksomhedspantet gives af en virksomhed, der drives fra lejede lokaler.

Artiklen er bragt i Erhvervsjuridisk Tidsskrift (4/2017) under ET.2017.257. Gengivelse sker med tilladelse fra Karnov Group Denmark A/S (2.11.2017). 

Uddrag:

"1. Indledning

Det fremgår af tinglysningslovens § 47 c, stk. 3, nr. 1-8, at en række aktiver kan være omfattet af et virksomhedspant. Som andre panteretlige systemer har virksomhedspantet dog en ydre grænse. Der foreligger derfor naturligvis aktiver, som trods alt ikke er omfattet af virksomhedspantet. Virksomhedspant anvendes i praksis også ved pantsætning i en virksomhed, der drives fra lejede lokaler. Det kan eksempelvis være en restaurant eller detailhandelsbutik. Uden at det dog har resulteret i kendt retspraksis, ses det i praksis, at visse panthavere tilsyneladende har en forventning om, at alle tænkelige værdier i virksomheden, der drives fra de lejede lokaler,
er omfattet af virksomhedspantet. En sådan opfattelse bygger sandsynligvis ikke nødvendigvis på omfattende analyser af retsgrundlaget for virksomhedspantets omfang, men nok snarere på en rygmarvsfornemmelse af, at alle aktiver er omfattet af virksomhedspantet, hvorfor det ikke er nødvendigt at overveje forholdet nærmere. Alle aktiver er imidlertid ikke omfattet af virksomhedspantet, og i det følgende vil det blive søgt belyst, hvilke aktiverne i virksomheden fra de lejede lokaler der er dækket af
virksomhedspantet.

I afsnit 2 vil aktiverne i en virksomhed, der drives fra lejede lokaler blive gennemgået. Herefter skitseres i afsnit 3, hvorledes sikkerheden stilles, når virksomhedspant ikke benyttes. I afsnit 4 omtales indtrædelsesretten. Afsnit 5 drejer sig om virksomhedspant generelt, mens afsnit 6 handler om goodwill. Det afsluttende afsnit 7 er opsummerende."

Download hele artiklen via Karnovs hjemmesiden nedenfor. 

Link til artikel hos Karnov: Erhvervslejemål og virksomhedspant