Bevis for faktum i skattesager med fokus på bevisbyrdens placering - del 1

Artiklen er bragt i Revision & Regnskabsvæsen 2015/5. Gengivelse sker med tilladelse fra Karnov Group Denmark A/S.

Uddrag:

"Nærværende artikel er den første af i alt tre artikler, der handler om bevis, herunder særligt bevisbyrdens placering i skattesager. I de to første artikler belyses spørgsmålet om bevisbyrdens placering i forhold til faktum. I den tredje artikel belyses spørgsmålet om bevisbyrdens placering i forhold til spørgsmålet, om der foreligger en given administrativ praksis, samt i forhold til, om en given disposition kan betegnes som værende en sædvanlig forretningsmæssig disposition, hvilket bl.a. har betydning i tilfælde, hvor der foreligger skattetænkning, og hvor spørgsmålet ofte er, om den tilsigtede skattemæssige fordel kan tilsidesættes.

1. Indledning – som udgangspunkt fri bevisbedømmelse og fri bevisførelse

Den reelle tvist i mange skattesager består i at fastlægge det for sagen korrekte faktum, og ikke i en nærmere fortolkning af skattelovgivningen.

I visse tilfælde er faktum objektivt konstaterbar, således at det ikke giver anledning til nærmere overvejelser hvilket faktum, der skal lægges til grund som det ”rigtige” faktum. Det er typisk tilfældet i forhold til relativt entydige oplysninger som en persons cpr. nr., alder, statsborgerskab osv. I andre tilfælde er der enighed om hvilket faktum, der skal lægges til grund, således at der i forhold til disse dele af faktum ikke er behov for nærmere bevisførelse m.v.

Ofte vil der i praksis være en vis tvivl om, hvad der præcist er det korrekte faktum, således at dette forudsætter en nærmere stillingtagen til, hvad der skal anses for bevist. I dansk ret gælder to grundprincipper for bevis2. For det første er der som udgangspunkt fri bevisbedømmelse, dvs. det beror på en helt konkret vurdering, baseret på samtlige foreliggende faktiske oplysninger, hvad der skal anses som værende det rigtige faktum. For det andet er der som udgangspunkt fri bevisførelse, dvs. det er som udgangspunkt ikke lovreguleret, hvad der kan benyttes som bevismiddel i en given sag.

Som udgangspunkt er det således ikke lovreguleret, hvor meget der skal til for, at et givent faktum anses for bevist, samt hvad der kan benyttes som bevismiddel. Som udgangspunkt er det heller ikke lovreguleret, hvem der har bevisbyrden. På enkelte områder foreligger der dog positiv lovgivning, som har direkte betydning for bevisbedømmelsen.

Dette gælder eksempelvis i forhold til beskatning af fri bil, hvis der er tale om en bil, der ikke lovligt må bruges til privat kørsel. Med virkning fra 1. januar 2002 blev der i LL § 16, stk. 4, indsat et nyt 10. og 11. pkt. omhandlende gulpladebiler med afløftet moms, hvor der ikke er betalt privat benyttelsesafgift. I forhold til disse biler er det op til skattemyndighederne at bevise privat kørsel, også selvom bilen holder ved privatadressen. Udgangspunktet illustreres af en kendelse fra Landsskatteretten af den 19. august 2013 (j.nr. 12-0192125): ”Når der ikke betales tillægsafgift for privat anvendelse, og når momsen af anskaffelsessummen er fratrukket, er dette en tilkendegivelse af, at bilen ikke anvendes privat, hvilket skattemyndighederne som udgangspunkt må lægge til grund.”"