Bevis for faktum i skattesager med fokus på bevisbyrdens placering - del 2

Artiklen er bragt i Revision & Regnskabsvæsen 2015/6. Gengivelse sker med tilladelse fra Karnov Group Denmark A/S

Uddrag:

"Nærværende artikel er den anden af i alt tre artikler, der handler om bevis, herunder særligt bevisbyrdens placering i skattesager. I de to første artikler belyses spørgsmålet om bevisbyrdens placering i forhold til faktum. I den tredje artikel belyses spørgsmålet om bevisbyrdens placering i forhold til spørgsmålet, om der foreligger en given administrativ praksis, samt i forhold til, om en given disposition kan betegnes som værende en sædvanlig forretningsmæssig disposition, hvilket bl.a. har betydning i tilfælde, hvor der foreligger skattetænkning, og hvor spørgsmålet ofte er, om den tilsigtede skattemæssige fordel kan tilsidesættes.

6. Særligt om bevisbyrden i sager, hvor skattemyndighederne påberåber sig et givent faktum til støtte for et skattekrav, herunder at der foreligger skattepligtig indkomst samt indtræden af skattepligt

Generelt har skattemyndighederne som udgangspunkt bevisbyrden i sager, hvor skattemyndighederne påberåber sig et givent faktum til støtte for et skattekrav. Som udgangspunkt er det derfor Skatteministeriet, der har bevisbyrden for, at der foreligger yderligere skattepligtige indtægter end selvangivet.

Til illustration af dette udgangspunkt kan der henvises til SKM2014.616.BR, der bl.a. drejede sig om, hvorvidt to nærmere specificerede beløb blev anvendt til køb af aktiver, som senere blev solgt med skattepligtig avance til følge. Efter en konkret bevisvurdering fandt byretten ikke, at beløbene blev anvendt til køb af aktiver, som senere blev solgt med en skattepligtig avance, hvorfor skatteyderens indkomst og momstilsvar følgelig blev nedsat. Fra byrettens præmisser skal følgende uddrag fremhæves: ”Retten finder derfor ikke, at det alene på grundlag af disse oplysninger kan lægges til grund, at de omtvistede beløb blev anvendt til køb af træpiller og værktøj, som senere blev solgt med skattepligtig avance til følge. Uanset den atypiske karakter af pengetransaktionerne mellem T og S, finder retten herefter ikke, at der er fornødent grundlag for at lægge til grund, at de to beløb blev anvendt til køb af aktiver, som senere blev solgt med skattepligtig avance til følge.”