Bevis for administrativ praksis i skattesager og bevis for at en disposition er forretningsmæssigt begrundet

Artiklen er bragt i Revision & Regnskabsvæsen 2015/7. Gengivelse sker med tilladelse fra Karnov Group Denmark A/S. 

Uddrag

"Nærværende artikel er den sidste af i alt tre artikler, der handler om bevis, herunder særligt bevisbyrdens placering i skattesager. I de to første artikler belyses spørgsmålet om bevisbyrdens placering i forhold til faktum.

I nærværende artikel belyses spørgsmålet om bevisbyrdens placering i forhold til spørgsmålet, om der foreligger en given administrativ praksis, samt i forhold til, om en given disposition kan betegnes som værende en sædvanlig forretningsmæssig disposition, hvilket bl.a. har betydning i tilfælde, hvor der foreligger skattetænkning, og hvor spørgsmålet ofte er, om den tilsigtede skattemæssige fordel kan tilsidesættes.

1. Indledning

Den, der påberåber sig eksistensen af en given administrativ praksis, har som udgangspunkt bevisbyrden for, at der foreligger den påståede praksis.

Skatteyderen har således bevisbyrden for, at der foreligger den af ham påståede administrative praksis, jf. eksempelvis Højesterets dom offentliggjort i UfR 2011.3305 HR, hvor Højesteret bl.a. anførte følgende: ”..ikke [er] godtgjort, at der forud for de lignende myndigheders afgørelser i 2001 har foreligget en afgørelse fra de overordnede skattemyndigheder, hvorefter det er godkendt, at en udgift som den, der i denne sag er betegnet som udbudsprovision, indregnes i en ejendoms afskrivningsgrundlag. Det, Flemming Allan Hansen og Steen Ricks Olsen har anført om en praksis hos de lignende myndigheder, kan heller ikke anses for godtgjort. Allerede derfor tiltræder Højesteret, at skattemyndighederne har nægtet Flemming Allan Hansen og Steen Ricks Olsen at lade udbyderhonoraret indgå i afskrivningsgrundlaget.” Som det ses, anfører Højesteret, at skatteyder ikke havde ”godtgjort” eksistensen af den påståede administrative praksis hos skattemyndighederne.

Er det omvendt Skatteministeriet, der påberåber sig administrativ praksis til støtte for en given retsopfattelse, er det som udgangspunkt Skatteministeriet, der har bevisbyrden for eksistensen af den påberåbte praksis."