Skatterådet har i en nylig afsagt afgørelse bekræftet, at en udenlandsk investeringsfond i skatteretlig henseende skulle anses som et selvstændigt skattesubjekt.
21. juli 2020 | SKATTER OG AFGIFTER
Spørgsmålet om, hvorvidt en udenlandsk juridisk enhed i dansk skatteretlig henseende skal anses som et selvstændigt skattesubjekt, har været underlagt de danske skattemyndigheders prøvelse i mange år.
Skatterådet har nu i en afgørelse offentliggjort i SKM2020.279.SR bekræftet, at en udenlandsk ikke-europæisk investeringsfond skulle anses som en selvstændig enhed i relation til dansk skatteret. I afgørelsen lagde Skatterådet navnlig vægt på, at sædvanlige karaktertræk, der normalt kendetegnede et selvstændigt skattesubjekt efter dansk lovgivning, var til stede i den pågældende sag.
Særligt blev det fremhævet, at fordelingen af overskuddet skete i forhold til deltagernes indskud ved kapital, at deltagernes hæftelse var begrænset, og at der var udstedt investeringsbeviser, der kunne omsættes. Endvidere synes det udslagsgivende, at der var et særskilt oprettet management-selskab, som havde kompetencer til at handle selvstændigt og uafhængigt af de bagvedliggende investorer.
Skatterådet har tidligere i år truffet en tilsvarende afgørelse omhandlende et amerikansk LLC-selskab, dvs. et såkaldt Limited Liability Company. Den afgørelse er refereret i SKM2020.84.SR.
De to afgørelser kan formentlig tages til indtægt for en opblødning af tidligere restriktiv praksis på området. Der værd at bemærke, at der er tale om to afgørelser fra Skatterådet, hvor skattemyndighederne er blevet forespurgt ved et bindende svar. En sådan løsning kan ofte være en meget god model for at få afdækket økonomiske risici ved en konkret struktur. Dette forud for gennemførelsen og oprettelsen af den udenlandske enhed.
Ved håndtering af kontrolsager, hvor de danske skattemyndigheder omvendt har opstartet en sag omhandlende skatteretlig kvalifikation af udenlandske selskaber og fonde, vil et kendskab til den fulde praksis på området og de samlede skattemæssige og skattestrafferetlige konsekvenser være afgørende for en acceptabel løsning af hele sagen.
Har du behov for hjælp?
Hos TVC Advokatfirma har vi over 30 års erfaring i at håndtere skatte- og afgiftssager. Vi står altid til rådighed for en gratis uforpligtende drøftelse af forskellige løsningsmodeller i din skatte- eller afgiftssag.