Landsskatterettens seneste praksis om henstand

Klager over Skattestyrelsens afgørelser har ikke opsættende virkning. Det betyder, at borgeren eller virksomheden, der har fået forhøjet sin skatteansættelse eller momstilsvar, skal betale de omtvistede restskatter og momstilsvar, selvom afgørelsen påklages. Såfremt sagen efterfølgende vindes, vil restskatter og momstilsvar blive tilbagebetalt med renter. Idet klagebehandling kan tage flere år, kan det imidlertid medføre betragtelige likviditetsmæssige udfordringer for klager. Vi har således også set flere eksempler på, at klager går konkurs, inden klagesagen er afsluttet.

På grund af disse udfordringer er der i skatteforvaltningslovens § 51 fastsat regler om, at en skatte- eller afgiftsyder, som klager over en afgørelse, kan indrømmes henstand med betalingen, så længe klagesagen verserer. Som altovervejende udgangspunkt indrømmes klager henstand, men vi oplever oftere og oftere, at Skattestyrelsen nægter henstand under henvisning til, at der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand, og at inddrivelsesmulighederne forringes i løbet af henstandsperioden.

Landsskatteretten har i en nylig afgørelse offentliggjort som SKM2020.420.LSR fastslået, at det er Skattestyrelsen, der skal bevise, at der ved henstand opstår denne nærliggende fare for forringede inddrivelsesmuligheder.

I omtalte sag ændrede Landsskatteretten således Skattestyrelsens afslag på henstand med henvisning til, at dette ikke var godtgjort. Landsskatteretten fastslog endvidere i begrundelsen for afgørelsen, at de omstændigheder, der har begrundet den påklagede afgørelse, og som derfor skal prøves i det administrative klagesystem henholdsvis ved domstolene, ikke i sig selv kan begrunde et afslag på henstand, eller at henstand betinges af sikkerhedsstillelse.

Selvom skatteforvaltningslovens § 51 giver mulighed for henstand i forbindelse med klagesagsbehandlingen, er der opstået en udfordring i denne henstandsmulighed, såfremt klager vælger at køre sin klagesag forbi Folketingets Ombudsmand, evt. forinden domstolsprøvelsen.

Landsskatteretten har i afgørelsen offentliggjort som SKM2020.424.LSR fastslået, at der ikke er hjemmel i skatteforvaltningslovens § 51 til at indrømme henstand under ombudsmandsbehandling af sagen. Hvis Landsskatterettens afgørelse er korrekt, betyder det, at såfremt en klager ønsker en ombudsmandsbehandling af klagen, vil restskatter mv. skulle betales. Der vil fortsat være teoretisk mulighed for at opnå henstand igen, når ombudsmandsprøvelsen er slut, og sagen efterfølgende indbringes for domstolene. På dette tidspunkt er det imidlertid for sent, idet restskatter mv. kan være inddrevet.

Det kan diskuteres om afgørelsen offentliggjort som SKM2020.424.LSR er i overensstemmelse med den administrative praksis, hvorefter henstand ydes fra, at afgørelsen er påklaget, og indtil udløbet af fristen for at indbringe sagen for domstolene. Efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 4, udløber fristen for at indbringe en afgørelse fra Landsskatteretten først én måned efter, at ombudsmanden har afsluttet sin behandling, såfremt sagen er indbragt for ombudsmanden inden tre måneder efter Landsskatteretten har afsagt afgørelse. Efter administrativ praksis bør henstanden i dette tilfælde således også først ophøre én måned efter, at ombudsmanden har afsluttet sin behandling, ligesom henstanden herefter kan bevilliges på ny, såfremt sagen indbringes for domstolene.

Ovenstående synspunkt om administrativ praksis ses ikke at have været gjort gældende for Landsskatteretten i den omtalte afgørelse.

Du kan i øvrigt klikke her, hvis du vil vide mere om muligheden for ombudsmandsprøvelse af en klagesag.

Har du behov for hjælp?

Hvis du bliver involveret i en skattesag og ønsker en uforpligtende vurdering af denne, er du altid meget velkommen til at kontakte os.

Klik og læs mere om fokusområdet skatteproces og de muligheder, du eller din virksomhed har for at videreføre en skatte- eller afgiftssag.