Ved dom afsagt af Højesteret den 15. april 2021 blev det slået fast, at køber af en brugt motorbåd ikke kunne påberåbe sig fejl, der var opstået umiddelbart efter risikoens overgang og som kunne henføres til sædvanligt slid og ælde.
19. maj 2021 | FORSIKRINGS- OG ERSTATNINGSRET
Den 15. april 2021 afsagde Højesteret en afgørelse om købet af en brugt motorbåd. Motorbåden var ca. 17 år gammel på handelstidspunktet. Allerede 3 måneder efter købet opstod der ved køberens allerførste tur motorproblemer. Køberen hævede derfor købet og forlangte derved tilbagebetaling af købesummen med tillæg af udgifter til forsikring og bådplads.
Byretten fandt, at motorproblemet udgjorde en mangel ved båden, mens landsretten omvendt fandt, at motorproblemet ikke udgjorde en mangel i købelovens forstand. Det var herefter op til Højesteret at træffe den endelige afgørelse.
Højesteret fandt, at ved køb af brugte genstande må køberen i almindelighed afstemme sine forventninger efter bl.a. salgsgenstandens alder og tidligere brug, ligesom køberen ikke kan påberåbe sig fejl, som er en følge af sædvanligt slid og ælde.
Videre fastslog Højesteret, at det kan være tilfældigt, på hvilket tidspunkt efter risikoens overgang sådanne forhold viser sig i form af f.eks. funktionssvigt. Funktionssvigt, herunder motorproblemer, som følge af slid og ælde kan således risikere at indtræde umiddelbart efter købet og derved risikoens overgang. Det er i dette tilfælde ikke sælger, der står på mål for sådanne funktionssvigt. Dette forudsætter dog, at sælgeren har opfyldt sin loyale oplysningspligt. Det er derved køberen, der bærer ansvaret for disse funktionssvigt ved genstanden efter risikoens overgang.
I sagen blev det lagt til grund, at båden var sejlklar på handelstidspunktet og at motorproblemet på båden kunne henføres til løbende slid på en udstødningsmanifold. Herefter fandt Højesteret, at motorproblemet ikke udgjorde en mangel ved båden, selvom problemet opstod kort efter købet af den brugte båd. Herefter kunne køberen ikke hæve købet, ligesom køber ej heller kunne kræve forholdsmæssigt afslag.
For at undgå en køberet tvist er det en fordel, at der mellem køber og sælger af en brugt genstand udformes en konkret aftale, som indeholder en nærmere beskrivelse af, hvilke egenskaber genstanden skal have. Desuden bør køber foretage en detaljeret gennemgang af den brugte genstand inden køb heraf. Den tid er givet godt ud, da sagen ellers kan ende i retten.
Advokat og professor Anders Ørgaard og TVC Advokatfirmas øvrige specialister i forsikrings- og erstatningsret er opdaterede indenfor den seneste praksis og har stor erfaring med såvel rådgivning som sagsførelse. De står altid klar til at rådgive dig uforpligtende om din konkrete problemstilling.