På fredag den 1. maj 2020 udløber fristen for at ændre en årsopgørelse inden for den ordinære frist.
27. april 2020 | SKATTER OG AFGIFTER
Mulighederne for at få ændret en tidligere årsopgørelse er reguleret i skatteforvaltningsloven.
Det følger således af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, at en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb skal fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring.
Har du eller din virksomhed behov for at få ændret årsopgørelsen for 2016, er det derfor vigtigt, at du får reageret og indgivet en anmodning om genoptagelse til Skattestyrelsen senest nu på fredag den 1. maj 2020.
Har du mulighed for at få årsopgørelsen for 2016 genoptaget?
Som forudsætning for at få årsopgørelsen genoptaget skal der indgives en behørig genoptagelsesanmodning, herunder fremlægges oplysninger af faktisk eller retlig karakter, som kan begrunde den ønskede ændring.
Er du i tvivl om, hvorvidt du eller din virksomhed har mulighed for genoptagelse af en tidligere årsopgørelse, så er du meget velkommen til helt uforpligtende at kontakte os for en vurdering af dette.
Overskrides fristen den 1. maj 2020, kan der i nogle særlige tilfælde være adgang til ekstraordinær genoptagelse. I sådanne tilfælde, er du ligeledes meget velkommen til at kontakte os for en uforpligtende vurdering af dine muligheder.