Skattestyrelsen har fortsat fokus på kontrolsager og har nu fået tilladelse til at indhente oplysninger til brug for fortsat kontrol.
25. maj 2022 | SKATTER OG AFGIFTER
Skattestyrelsen har intensiveret kontrollen på området for beskatning af kryptovalutaer, herunder f.eks. bitcoins.
Således har Skattestyrelsen nu også her i 2022 anmodet om tilladelse til, at der hos danske udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og FIAT-valutaer indhentes oplysninger om unavngivne skattepligtige personers og virksomheders transaktioner med virtuel valuta.
Tilladelsen vedrører perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2021 og er i øvrigt nærmere beskrevet i Skattestyrelsens meddelelse offentliggjort som SKM2022.251.SKTST.
Om anmodningen fremgår af meddelelsen følgende:
”Skattestyrelsen anmoder om tilladelse til, at der hos danske udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og FIAT-valutaer (i det følgende benævnt vekslingstjenester) indhentes oplysninger om unavngivne skattepligtige personers og virksomheders transaktioner med virtuel valuta.
Der findes i dag mere end 17.000 forskellige virtuelle valutaer. Udover bitcoin er de mest udbredte virtuelle valutaer ethereum, bitcoin cash, ripple, dash, tether, cardano og litecoin.
De danske vekslingstjenester, der søges oplysninger fra, har ikke pligt til at foretage indberetning til Skattestyrelsen om handel og veksling. Det er derfor relevant for Skattestyrelsen at få afdækket den nuværende regelefterlevelse. De omhandlede oplysninger, som Skattestyrelsen ønsker, kan ikke indhentes på andre måder, og det er derfor afgørende for kontrollen, at Skattestyrelsen modtager oplysningerne.”
Den 9. maj 2022 har Skatterådet givet den pågældende tilladelse, som må forventes at give anledning til en del kontrolsager.
Hvad gør du, hvis du eller din virksomhed bliver omfattet af en kontrolsag?
Bliver du eller din virksomhed involveret i en kontrolsag, vil Skattestyrelsen typisk indlede kontrollen med at anmode om supplerende oplysninger og materiale på baggrund af de allerede kendte oplysninger, som Skattestyrelsen har modtaget via den netop omtalte tilladelse.
Det er meget vigtigt, at en kontrolsag håndteres seriøst allerede fra Skattestyrelsens første henvendelse, da den indledende håndtering af en kontrolsag kan få meget stor betydning for det videre forløb.
Afhængig af handlernes omfang og størrelse må det i øvrigt forventes, at en del af sagerne vil blive straffesager, hvilket betyder, at Skattestyrelsen vil undersøge, om der er grundlag for en sanktion, f.eks. en bøde.
Har du modtaget en henvendelse fra Skattestyrelsen og ønsker en uforpligtende vurdering af denne, er du altid meget velkommen til at kontakte os.