Skattestyrelsen har fokus på en række skatteydere, som er ansat i detailbranchen og har modtaget bonuspoint i forbindelse med deres arbejde – er du en af dem?
19. september 2023 | SKATTER OG AFGIFTER
Skattestyrelsen har fremsendt forslag til afgørelse til et større antal skatteydere, hvorved der varsles en ændring af disses skatteansættelser, idet der typisk foreslås en forhøjelse af de pågældende skatteyderes indkomst i et eller flere indkomstår.
Det er således Skattestyrelsens opfattelse i flere af sagerne, at de modtagne bonuspoint skal anses for honorar og beskattes som B-indkomst
Konkret omhandler sagerne bonuspoint, som efter Skattestyrelsens opfattelse, er tildelt skatteyderne i forbindelse med deres arbejde, hvor bonuspointene herefter kunne bruges som betalingsmiddel på diverse hjemmesider og webshops.
En kontrolsag rejser helt naturligt altid en række forskellige spørgsmål, og for de allerede igangsatte og kommende kontrolsager vedrørende bonuspoint vil et af disse – blandt flere relevante spørgsmål – eksempelvis være, om opgørelsen af bonuspointene er korrekt, og om betingelserne for at forhøje en skatteansættelse i tidligere indkomstår er opfyldte.
Er adressaten for kontrolsagen, dvs. skatteyder, ikke enig med Skattestyrelsen i de varslede ændringer, vil det være relevant at overveje, om der er grundlag for at komme med indsigelser overfor det modtagne forslag til afgørelse fra Skattestyrelsen.
Opstår derefter en tvist, vil det videre kunne resultere i en klagesag, hvilket typisk er relevant i de sager, hvor Skattestyrelsen fastholder sin opfattelse og træffer afgørelse uden at tage behørigt højde for de modtagne indsigelser.
Som følge af øget fokus på at sanktionere overtrædelse af skatte- og afgiftsloven er der desuden risiko for, at Skattestyrelsen efterfølgende vil overgive sagen til Skattestyrelsens straffesagsenhed med henblik på at vurdere, om der f.eks. er grundlag for at statuere en bøde.
Har du modtaget et brev med forslag til afgørelse fra Skattestyrelsen?
Hvis du har modtaget et brev vedrørende optjening og beskatning af bonuspoint, er du velkommen til at kontakte os for en gratis vurdering af din situation.
I Skatteafdelingen hos TVC Advokatfirma fører vi årligt mere end 1.500 skatte- og afgiftssager ved domstolene og i det administrative klagesystem. Vi følger derfor alle afgørelser nøje og er altid opdateret på nyeste lovgivning, styresignaler og seneste praksis.