Regeringen har netop indgået en ny aftale med den franske regering. Aftalen omhandler dobbeltbeskatningsoverenskomsten, og vil efter sigende være til gavn for både Danske virksomheder samt danskere bosiddende i Frankrig.
10. februar 2022 | SKATTER OG AFGIFTER
I en pressemeddelelse fra Skatteministeriet udtaler skatteminister Jeppe Bruus, at den netop underskrevne aftale er både solid og retfærdig, da aftalen effektuerer, at danske borgere bosat i Frankrig ikke længere vil blive beskattet af deres pension i både Danmark og Frankrig.
Pensioner udbetalt til pensionister, der er bosat i Frankrig vil fremover kun beskattes i Danmark.
Tilbage i 2008 opsagde Danmark en tidligere dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Frankrig, da daværende aftale betød, at kun Frankrig kunne beskatte pensioner fra Danmark. Pensionerne er derfor blevet beskattet i begge lande siden da, men dette laves der nu om på.
Fordel for danske virksomheder
Det forventes desuden, at samhandlen mellem Danmark og Frankrig bliver styrket, hvilket vil være til gavn for Dansk erhvervsliv.
Ifølge pressemeddelelsen vil aftalen sikre, at danske virksomheder i Frankrig vil få færre administrative byrder i samhandlen med franske virksomheder, og at de generelt set vil få forbedrede vilkår, da deres vilkår nu vil være på niveau med deres konkurrenter fra andre lande.
Hos Erhvervsorganisationen Dansk Erhverv bliver aftalen også kaldt en milepæl for dansk erhvervsliv, der siden 2008 har kæmpet mod dobbeltbeskatning og bureaukrati.
En længeventet aftale
Forhandlingerne til den nye dobbeltbeskatningsoverenskomst blev iværksat allerede tilbage i 2017, men da aftalen nu er underskrevet af både den danske og den franske regering kan aftalen blive iværksat.
Aftalen vil tidligst kunne få virkning fra 1. januar 2023.