Udgifterne til førelse af din skatte- eller afgiftssag kan dækkes af Skattestyrelsen

Efter skatteforvaltningslovens kapital 19 ydes der tilskud til dækning af udgifterne til sagkyndig bistand i en klage- eller domstolssag vedrørende klage over f.eks. en skatte- eller afgiftsansættelse.

27. januar 2021 | SKATTER OG AFGIFTER

I henhold til gældende regler i skatteforvaltningslovens kapitel 19 ydes der i en række forskellige sagstyper omkostningsgodtgørelse til personer og selskaber for deres udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med førelsen af en skatte-, told- eller afgiftssag.

Dette gælder både klagesager ved de administrative myndigheder, dvs. Skatteankestyrelsen, skatteankenævnene og Landsskatteretten samt ved domstolene.

Om der ydes omkostningsgodtgørelse, afgøres af den enkelte sagstype. Det forholder sig imidlertid således, at der som udgangspunkt ydes omkostningsgodtgørelse i sager, der skal afgøres af skatteankenævnene og Landsskatteretten samt domstolene.

Størrelsen af dækningsgraden

Er sagen omfattet af regelsættet for udbetaling af omkostningsgodtgørelse, dækkes udgifterne til sagkyndig bistand – dvs. udgifterne til skatte- eller afgiftsyders repræsentant – som minimum med 50 % fra det tidspunkt, hvor Skatteforvaltningen har truffet afgørelse.

Hvis den skatte- eller afgiftspligtige ved sagens afslutning har fået medhold i overvejende grad, dækkes udgifterne i henhold til gældende regler med 100 %. I det omfang den skatte- eller afgiftspligtige beløbsmæssigt har fået medhold med over 50 %, har vedkommende som udgangspunkt fået medhold i overvejende grad, hvorefter udgifterne dækkes med 100 %.

Måtte det derimod forholde sig således, at den skatte- eller afgiftspligtige har fået beløbsmæssigt medhold med 50 % eller derunder, så kan en række andre forhold have betydning for, hvorvidt resultatet alligevel må anses for medhold i overvejende grad eller fuldt medhold. En sådan vurdering er skønsmæssig og foretages konkret for den enkelte sag.

Kan du få dækket dine udgifter?

Har du en verserende klage- eller domstolssag eller påtænker at klage over en afgørelse, der er truffet af f.eks. Skattestyrelsen, så rådgiver vi dig altid gerne om, hvorvidt du i den forbindelse er berettiget til at få dækket dine udgifter til sagkyndig bistand, eksempelvis ved brug af en skatte- eller afgiftsadvokat.

Du er i den forbindelse meget velkommen til at kontakte os uforpligtende for en drøftelse af dette.

Klik her hvis du i øvrigt har behov for at læse mere om fokusområdet skatte- og afgiftsproces og de muligheder, du eller din virksomhed har for at videreføre en skatte- eller afgiftssag.