Jyllands-Posten: Ni sager om formodet momssvindel for 700 mio. kr. er forbundet

Det er, ifølge Jyllands-Postens oplysninger, blevet afdækket, at samme personkreds optræder i en række sammenhænge i forhold til formodet momssvindel.

02-04-2019 | Skatter og afgifter

Jyllands-Posten har i dag afsløret, at samme personkreds optræder i en række sammenhænge i forhold til formodet momssvindel, der ifølge Jyllands-Postens oplysninger involverer et beløb på omkring 700 mio. kr.

Skatteadvokat Torben Bagge, der er leder skatteafdelingen i TVC Advokatfirma, er citeret af Jyllands-Posten, som i den forbindelse har anført følgende:

”»Det virker skræmmende og meget systematisk, så forbundne de enkelte sager fremstår,« siger en af Danmarks førende skatteadvokater, Torben Bagge, der er partner i TVC Advokatfirma.«

Efter at have gennemgået Finans’ materiale baseret på blandt andet domme, retsbøger og kuratorredegørelser konkluderer han, at myndighederne må reagere, når der dukker en genganger op på radaren, om det så er et selskab, en stråmandsdirektør eller anden person.

»Vi står over for kriminelle, som formentligt bliver dygtigere og dygtigere. Derfor må myndighederne tage en tur op i helikopteren og få et overblik over de mange sammenhænge. Ellers frygter jeg, at hullet i nettet bliver større, og flere slipper igennem,« fastslår Torben Bagge.”

TVC Advokatfirma skal for god ordens skyld fremhæve, at i et retssamfund er enhver uskyldig indtil det tidspunkt, hvor domstolene har dømt andet. Det gælder naturligvis også i de sager, der omtales i Jyllands-Posten i dag, hvor der endnu ikke er afsagt endelig dom i alle sagerne.

Det kan imidlertid skabe undren, at Politiet og Skatteforvaltningen ikke tidligere har haft mere fokus på de sammenhænge i sagerne, som Jyllands-Posten beskriver i dag. Dette særligt når der henses til den nidkærhed, der ofte ses fra Skatteforvaltningen, som meget ofte rejser straffesager i forlængelse af mindre skatte- og afgiftssager, der omhandler eksempelvis beskatning af fri bil, fri bolig, aktionærlån m.v.

Læs Jyllands-Postens omtale via linket nedenfor:

Har du behov for rådgivning?

Såfremt du måtte blive involveret i en skatte- eller afgiftssag eller har behov for rådgivning om skatter og afgifter, er du altid meget velkommen til at kontakte advokat Torben Bagge, der er leder af skatteafdelingen i TVC Advokatfirma.