Beskatning af bitcoins er underlagt en konkret og individuel vurdering

Skattestyrelsen har for nyligt meddelt, at denne er påbegyndt undersøgelsen af ca. 2.700 danskeres køb og salg af bitcoins, hvilket ifølge Skattestyrelsen kan resultere i et forslag til ny årsopgørelse.

18-12-2018 | Skatter og afgifter

Skattestyrelsen har tidligere i år offentliggjort to bindende svar (SKM2018.104.SR og SKM2018.130.SR), som i en vis grad fastlagde den skattemæssige behandling af tab og gevinster ved handel af bitcoins. Som køber eller sælger af den virtuelle valuta bitcoins skal du ifølge afgørelserne som hovedregel indberette både gevinst og tab til Skattestyrelsen, såfremt der ved købet af bitcoins må have indgået en ikke uvæsentlig hensigt om muligheden for en fortjeneste ved et videresalg – dvs. købt bitcoins med spekulation for øje.

Om den seneste undersøgelse af de ca. 2.700 danskere har Skattestyrelsen i en meddelelse den 10. december 2018 oplyst følgende:

”Skattestyrelsen har allerede taget kontakt til de første borgere, og flere vil blive kontaktet i de kommende måneder. I hvert tilfælde er der tale om konkrete og individuelle vurderinger af, om resultatet af bitcoinhandlen skal indgå i den skattepligtige indkomst.”

Skatteadvokaterne Torben Bagge og Henrik Rahbek, der begge er partnere i TVC Advokatfirma, har tidligere sat fokus på problemstillingen om beskatning af bitcoins i en artikel i Respons, februar 2018.

Klik her for at læse mere om artiklen.

Har du spørgsmål vedrørende den skattemæssige behandling af bitcoins, herunder muligheder for fradrag ved tab?

Den seneste tids store fokus på bitcoins og andre former for digitale valutaer har øget behovet for rådgivning på området. Vi får løbende henvendelser vedrørende retstillingen i forbindelse med køb og salg af bitcoins samt tilsvarende virtuelle kryptovalutaer, herunder hvorvidt der er grundlag for at beskatte en gevinst, samt hvorvidt der er adgang til at fradrage et tab ved indkomstopgørelsen.

Har du spørgsmål til en konkret henvendelse fra Skattestyrelsen, eller er du i tvivl om den skattemæssige position i relation til bitcoins eller andre virtuelle kryptovalutaer, er du altid velkommen til at kontakte advokat Torben Bagge, der er leder af skatteafdelingen i TVC Advokatfirma.

Klik her for at læse mere om fokusområdet skatteproces og de muligheder, du eller din virksomhed har for at videreføre en skatte- eller afgiftssag.