Vi bød d. 15. marts 2023 Martin Sohn velkommen i sin stilling som advokat ved TVC Advokatfirma, hvor hans primære opgave bliver at opbygge en ny afdeling for fast ejendom.
17. marts 2023 | ENTREPRISE OG FAST EJENDOM
Advokat Martin Sohn er netop trådt ind ad døren på vores kontor i Aarhus, hvor han får lov til at tage roret i søsætningen af en ny afdeling.
Martin kommer med specialiseret viden inden for fast ejendom og heraf naturligt forbundne juridiske discipliner, som eksempelvis bolig- og erhvervslejeret, projektudvikling samt overdragelse af alle typer af fast ejendom. Vi finder det derfor naturligt, at den afdeling, som han skal søsætte, er en selvstændig afdeling for fast ejendom.
Vi er både forventningsfulde og fuldt ud trygge ved at lade Martin opbygge dette forretningsområde, hvor vi med spænding kan se en fremtid i møde med både nye kolleger og nye klienter.
Heldigvis er det ikke kun os, der har lyse planer for fremtiden - Martin udtaler: ”Jeg glæder mig utroligt meget til at komme i gang - det er både spændende og nervepirrende at kaste sig ud i nye udfordringer, men jeg går ind i det med stoisk ro og tillid til, at mine nye dygtige kolleger er med mig hele vejen”
Vender ’hjem’ til den rådgivende rolle
Martin er velbevandret i rådgivningsfaget, hvor han kommer med mange års erfaring fra Bech Bruun, og et kortere ophold ved Holst. De seneste år har han prøvet kræfter som juridisk chef i virksomheden 1927 Estate, hvor han da også blev en del af ejerkredsen.
Vores held var dog, at Martin savnede rådgiverbranchen og så udviklingsmuligheder i et samarbejde med os. Derfor kommer han nu tilbage til rådgiverbranchen.
”Da jeg skiftede til 1927 Estate, så jeg muligheden for, på helt nært hold, at se, hvordan min rådgivning havde effekt og skabte værdi. Med tiden blev det dog klart, at selvom det var meget lærerigt og spændende, så var der en del af mig, der savnede den rådgivende rolle og koordineringen mellem flere klienter. Da muligheden for at træde ind ad dørene hos TVC Advokatfirma - endda som frontløber på opbygningen af en ny afdeling – bød sig, kunne jeg ikke sige nej.” - udtaler Martin.
En spændende fremtid
Vi er hos TVC Advokatfirma glade for, at vi efter et par år med diverse organisatoriske forandringer; herunder ændringen af vores partnerstab i 2021, sammenlægning af vores partnerselskaber i selvsamme år og en fysisk ombygning af vores hovedkontor samt en indgåelse af et kontorfællesskab med DreistStorgaard i 2022, nu er klar til også at satse på endnu et konkret udviklingsstep for vores organisation – et step, vi føler os godt rustede til.
Vi glæder os til, at vores nye kaptajn får vind i sejlene, og ser frem til vores fremtidige samarbejde.