Sø- og Handelsretten har den 19. december 2022 afsagt dom i en sag om krænkelse af varemærkerettigheder. Allerede på baggrund af antallet af indførte produkter fandt Sø- og Handelsretten, at der ikke var tale om personlig brug, og indførslen af mere end 50 kopivarer var derfor i strid med varemærkeloven.
21. december 2022 | IMMATERIALRET
Det var under sagen ikke bestridt, at de indførte produkter var kopivarer. De bar varemærker og kendetegn identiske med de tilhørende modehuse Louise Vuitton, Moncler, Balenciaga, Prada og Chanel.
Spørgsmålet for Sø- og Handelsretten var, om produkterne var købt med henblik på personlig brug. Efter en vurdering af det samlede antal produkter, fandt Sø- og Handelsretten, at indførslen måtte anses som værende af erhvervsmæssig karakter. Ud over produkternes betydelige antal lagde Sø- og Handelsretten vægt på, at de var ens i karakter og alle var påført hangtags. På den baggrund fandt Sø- og Handelsretten, at sagsøgte ved indførslen havde overtrådt varemærkelovens § 4 og varemærkeforordningens artikel 9, stk. 2, litra a og litra b.
Produkterne blev tilbageholdt i den danske told i medfør af artikel 17, stk. 1 i forordningen om toldmyndighedernes håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder. Tilbageholdelsen skete på baggrund af modehusenes anmodninger om toldmyndighedernes indgriben over for varer, der mistænkes for at krænke en intellektuel ejendomsrettighed.
Afgørelsen illustrerer, hvordan toldmyndighedernes håndhævelse af immaterialrettigheder ved grænserne sikrer rettighedshavere en mere effektiv beskyttelse mod varemærkeforfalskning på et globalt europæisk plan. Alle virksomheder med immaterielle rettigheder, kan anmode om toldmyndighedernes hjælp til at holde øje med ulovlige kopier af deres produkter, og en anmodning om indgriben kan som afgørelsen illustrerer, vise sig at være værdifuld for virksomheders mulighed for at beskytte og håndhæve deres rettigheder.
Du kan læse Sø- og Handelsrettens afgørelse her.
Har du brug for rådgivning?
Er du i tvivl om, hvordan du bedst sikrer dine rettigheder, anbefaler vi, at du søger kvalificeret og professionel rådgivning. TVC Advokatfirma er altid klar til en uforpligtende drøftelse af din konkrete sag.