Skatteregler får betydning for omfanget af lovlig udlejning af helårsbolig

Et bredt flertal i Folketinget vedtog den 7. maj 2018 en politisk aftale om bedre vilkår for vækst og korrekt skattebetaling i dele- og platformsøkonomien. Den 1. maj 2019 træder en ny regulering baseret på den politiske aftale i kraft. Dette får betydning for de personer, der udlejer deres helårsbolig.

25. april 2019 | SKATTER OG AFGIFTER

Baggrund

Den politiske aftale blev vedtaget efter en hastig udvikling i digitale platforme inden for dele- og platformsøkonomien, hvor antallet af digitale platforme, ifølge Erhvervsministeriet, er vokset fra ca. 10 i 2014 til over 140 i starten af 2017. Fra politisk side har man med baggrund heri fundet det nødvendigt at indføre klare regler for personers udlejning af deres helårsbolig. Der har ikke tidligere været et sammenspil mellem rammerne for adgangen til udlejning og den skattemæssige håndtering af lejeindtægten herfra. Dette ændres pr. 1. maj 2019.

Rammerne for udlejning af helårsboliger har tidligere været reguleret i dels sommerhusloven og dels boligreguleringsloven. Det er dog ikke alle kommuner, der følger boligreguleringsloven. Ved udlejning af helårsbolig i en kommune der følger boligreguleringsloven, har udgangspunktet været, at udlejer skulle anmode om kommunalbestyrelsens samtykke. Der har dog efter praksis været mulighed for, at det har været tilladt at udleje sin helårsbolig op til 6 uger årligt, uden at dette betragtes som en overtrædelse af reglerne.

De nye regler for udlejning af helårsboliger skal dels sikre en ensretning af rammevilkårene og dels sikre et incitament til anvendelse af en udlejningsplatform, der indberetter data om udlejningens omfang til Skattestyrelsen. De nye regler indføres af to omgange, hvorved der opstår en overgangsordning i regelsættet.

Overgangsordningen

Fra 1. maj 2019 kan udlejere maksimalt udleje egen helårsbolig op til 70 dage pr. kalenderår. Kommunalbestyrelsen kan dog beslutte, at grænsen hæves til 100 dage pr. kalenderår.

Endelig ordning

Erhvervsministeriet forventer, at et nyt indberetningssystem er færdigudviklet den 1. januar 2021, hvorefter udlejningsformidlere som Airbnb vil kunne indberette data vedrørende omfanget af udlejning af de enkelte helårsboliger og lejeindtægten herfra.

Når indberetningssystemet er klar, vil den endelige ordning med rammevilkår for udlejning af helårsboliger træde i kraft. Dette betyder, at personer maksimalt kan udleje deres helårsbolig i 30 dage pr. kalenderår.

Dog er der mulighed for at udleje helårsboliger maksimalt 70 dage pr. kalenderår, hvis udlejer foretager udlejningen igennem en udlejningsformidler, der indberetter data herom til Skattestyrelsen. Kommunalbestyrelsen vil hertil, som det også er gældende under overgangsordningen, kunne øge grænsen for den maksimale udlejning fra 70 til 100 dage pr. kalenderår.

Udlejers helårsbolig

Ovenstående regulerer udlejeperioden for udlejers helårsbolig. Til klassificering af hvorvidt boligen er udlejers helårsbolig, vil dette bero på en konkret og samlet vurdering, hvor f.eks. bopælsregistreringen i CPR kan indgå.

De skattemæssige korrektioner

I forbindelse med den ovenstående politiske aftale er skattereglerne pr. 1. januar 2019 tilpasset hertil. Reglerne får virkning for indkomståret 2018.

For udlejning af fritidsboliger gælder det, at hvis boligen udlejes gennem et bureau, der indberetter lejeindtægterne til Skattestyrelsen, kan der opnås et bundfradrag i skatteberegningen på 40.900 kr. Hvis der ikke udlejes gennem et sådant bureau, udgør bundfradraget 11.200 kr. For lejeindtægt der overstiger bundfradraget, medtages 60 % af lejeindtægten til beskatning som kapitalindkomst.

For udlejning af helårsboliger gælder et bundfradrag på 28.600 kr. for udlejning igennem et bureau, der indberetter lejeindtægten til Skattestyrelsen og et bundfradrag på 11.200 kr., hvis der ikke udlejes igennem et sådant bureau (sidstnævnte gælder dog først fra 2021). Dertil indføres det, at 60 % af den lejeindtægt der overstiger bundfradraget medtages til beskatning som kapitalindkomst.

TVC Advokatfirma står til rådighed for en uforpligtende snak omkring de nye regler og den praktiske håndtering heraf.