Kan entreprenøren kræve betaling for forcering?

Hvem bærer omkostningerne ved forcering?
Forcering kan være omkostningstungt, men manglende forcering kan omvendt resultere i store erstatningskrav eller dagbod. Første skridt på vejen til at afklare omkostningsspørgsmålet er at afgøre hvilken part, der bærer ansvaret for forsinkelsen.

Forcerer entreprenøren arbejdet for at indhente en forsinkelse, som entreprenøren bærer ansvaret for, er svaret klart. Entreprenøren kan ikke kræve, at bygherren betaler for forceringen.

Forcerer entreprenøren arbejdet for at indhente en forsinkelse, som bygherren bærer ansvaret for, er udgangspunktet, at bygherren forpligtes at betale for entreprenørens forceringsforanstaltninger i situationer, hvor bygherren uberettiget nægter entreprenøren en tidsfristforlængelse eller afstår fra at tage stilling til entreprenørens anmodning herom, jf. KFE 1997.64 VBA. Bygherrens pligt til at afholde entreprenørens forceringsforanstaltninger gælder således, uanset at der ikke er indgået aftale herom. Ønsker bygherren ikke at betale for entreprenørens forceringsomkostninger, er bygherren forpligtet til eksplicit at oplyse entreprenøren om, at forcering under ingen omstændigheder må iværksættes for bygherrens regning.

Forcering for at undgå ansvar
I tilfælde af en forsinket entreprise medfører retsstillingen, at entreprenøren ved tvister om, hvem der bærer ansvaret for forsinkelsen ofte ”tvinges” til at forcere arbejdet for at undgå at ifalde erstatning eller dagbod for den opståede forsinkelse. Det skyldes, at der for entreprenøren består en ikke-ubetydelig standpunktsrisiko ved at handle i tillid til, at bygherren bærer ansvaret, idet det for entreprenøren kan være vanskeligt med sikkerhed at vurdere, om forsinkelsen kan tilskrives bygherren. Hertil kommer, at entreprenøren senere vil skulle løfte bevisbyrden herfor.

For at undgå at ifalde erstatning eller dagbod vil entreprenøren derfor ofte forcere arbejdet med henblik på at indhente forsinkelsen.

AB 18
Med forcering følger en væsentlig standpunktsrisiko i forhold til vurderingen af, hvilken part der bærer ansvaret for forsinkelsen. Derfor kan det i mange tilfælde være uklart for entreprenøren, som ønsker at forcere, hvorvidt denne vil være berettiget til at afkræve bygherre betaling med rimelige afholdte forceringsomkostninger.
Derfor er der nu i AB 18 § 41 indført bestemmelser om forcering, som grundlæggende kodificerer nuværende praksis omhandlende forcering. Ifølge de nye betingelser kan entreprenøren kræve betaling for forcering i to tilfælde:

1. Hvis entreprenøren har udført forcering i henhold til en aftale med bygherren.
2. Hvis bygherren med urette gør gældende, at entreprenøren er i ansvarspådragende forsinkelse, og entreprenøren udfører forceringen for at sikre sig mod dette.

Førstnævnte mulighed giver ikke anledning til bemærkninger udover, at entreprenøren selvsagt skal sikre sig bevis i form af en skriftlig aftale om, at forcering udføres for bygherres regning.

Om anden mulighed kan det som typeeksempel fremhæves, at bestemmelsen omfatter den situation, hvor bygherre afviser entreprenørens påberåbte krav om tidsfristforlængelse kombineret med et varsel om dagbod. Bygherrens afvisning af entreprenørens krav om tidsfristforlængelse vil for begge parter således indebære en væsentlig standpunktsrisiko. Byggeriets parter bør som led aftalen derfor overveje, hvordan standpunktsrisikoen kan reguleres og håndteres aftaleretligt. Bygherre bør blandt andet overveje at definere nogle mindstekrav til den dokumentation, som skal vedlægges entreprenørens krav om påberåbt tidsfristforlængelse, hvis en afvisning af uberettiget tidsfristforlængelse skal kunne udløse en ret til forceringsomkostninger.

Omvendt vil bygherre risikere at indtage en ikke-ubetydelig standpunktsrisiko, selvom krav om tidsfristforlængelse blot afvises som udokumenteret. Det er ikke usædvanligt, at entreprenøren først dokumenterer sine tidsfristforlængelseskrav efter byggeriets afslutning.

Videre skal det om AB 18 § 41, stk. 2 bemærkes, at såfremt entreprenøren anser sig for berettiget til betaling for forcering efter tilfælde nr. 2, skal entreprenøren forud for påbegyndelsen af forceringen give skriftlig meddelelse til bygherren herom.

Vigtig praksis på området
Der er gennem voldgiftspraksis skabt et grundlag for, at entreprenøren kan kræve forceringsomkostninger betalt af bygherren uden særskilt aftale herom. Som centralt præjudikat kan særligt nævnes KFE 2003.179, hvor hovedentreprenøren fik tilkendt et skønsmæssigt beløb på 2.8 mio. kr. for foranstaltninger til forcering, uden at der kunne dokumenteres en aftale om forceringen.

Omvendt illustrerer TBB 2007.662, at entreprenørens forceringskrav må afvises, såfremt forceringskravet ikke er dokumenteret i tilstrækkeligt omfang.
Afgørende er derfor en konkret vurdering af, hvilken part der er ansvarlig for den opståede forsinkelse. I en nyere afgørelse fandt Voldgiftsnævnet i TBB.2019.29, at bygherren ikke havde bestilt forcering, hvorfor entreprenøren ikke havde krav på betaling herfor. Idet entreprenøren ikke kunne løfte bevisbyrden for, at der var indgået en aftale om forcering, eller at der var etableret et andet grundlag for betalingskravet, måtte entreprenøren selv afholde omkostningerne ved forceringen.

TVC Advokatfirma anbefaler, at entreprenøren, i tilfælde af en forsinket entreprise, altid konsulterer deres advokat forud for forcering af arbejdet med det formål at sikre afklaring af de juridiske spørgsmål, som forceringen rejser. Har din virksomhed behov for kyndig juridisk bistand, står vi i TVC Advokatfirma altid til disposition.