Den 9. august 2024 afsagde Sø- og Handelsretten dom i sagen mellem den danske modevirksomhed GANNI A/S og det amerikanske skofirma Steve Madden Ltd. Sagen drejede sig om en påstået krænkelse af ophavsretten til GANNIs populære Buckle Ballerinasko, hvor Steve Madden blev anklaget for at kopiere designet med deres Grand Ave-sko.
15. august 2024 | IMMATERIALRET
Buckle Ballerinaskoens beskyttelse
GANNI anførte i retten, at Buckle Ballerinaen er et originalt værk, som nyder ophavsretlig beskyttelse som brugskunst. De anførte i den forbindelse endvidere, at Steve Maddens Grand Ave-sko ligner Buckle Ballerinaen alt for meget, hvilket har påvirket GANNIs omsætning.
Sø- og Handelsretten lagde til grund, at Buckle Ballerinaen blev lanceret i november 2021. Designet blev betragtet som en intellektuel frembringelse med et unikt udtryk. Skoens kombination af punkinspirerede designelementer og dens visuelle udtryk blev betragtet som tilstrækkeligt originalt til at nyde ophavsretslig beskyttelse. Sø- og Handelsretten fandt derfor efter en samlet vurdering, at Buckle Ballerinaen nyder beskyttelse som brugskunst under ophavsretslovens § 1, stk. 1.
Desuden blev det fastslået, at skoen har fornødent særpræg, kommerciel adskillelsesevne og markedsposition til at være beskyttet efter markedsføringslovens § 3, stk. 1.
Spørgsmålet om Grand Ave-skoen udgør en krænkelse
Steve Madden anførte, at udformningen af begge designs i vidt omfang var præget af tidens trend og funktionsbestemte forhold og ikke var sammensat på en original måde. De gjorde dermed gældende, at GANNIs skodesign ikke burde nyde ophavsretlig beskyttelse. Steve Madden gjorde desuden gældende, at deres designproces ikke var inspireret af GANNIs Buckle Ballerina og dermed ikke havde optrådt illoyalt over for GANNI.
Sø- og Handelsretten lagde på baggrund af det gennemførte syn og skøn til grund, at Steve Maddens Grand Ave-sko var en nærgående efterligning af GANNIs Buckle Ballerina. Sø- og Handelsretten fremhævede i den forbindelse, at de designelementer, som Buckle Ballerinaen er kendt for, kunne genfindes i Steve Maddens sko på en måde, der skabte et identisk helhedsindtryk.
Sø- og Handelsretten fandt dermed, at GANNI havde godtgjort, at Steve Madden krænkede GANNIs rettigheder til Buckle Ballerinaen efter både ophavsretslovens § 2 og markedsføringslovens § 3.
Steve Madden forbydes på det grundlag at udbyde, markedsføre, sælge, eksportere og importere Grand Ave-skoen fra og til Danmark.
Første gang i dansk ret
Det er i EU-praksis tidligere slået fast, at beklædningsgenstande kan opnå ophavsretlig beskyttelse, hvis genstanden opfylder de generelle krav til ophavsret: At de er originale værker, der er udtryk for en ophavsmands egen intellektuelle skabelse. En af de mest centrale afgørelser i den forbindelse er EU-Domstolens dom af 12. september 2019 i sagen C-683/17 (Cofemel). Sagen drejede sig om, hvorvidt design af tøj og sko kunne opnå ophavsretlig beskyttelse. EU-Domstolen fastslog, at et produkt, herunder tøj og sko, kan beskyttes af ophavsret, hvis det kan betragtes som et værk.
Om end er det ikke tidligere set i dansk ret, at beklædningsgenstande har opnået ophavsretlig beskyttelse. Med denne afgørelse er GANNI dermed de første i dansk ret til at opnå ophavsretlig beskyttelse begrundet i krænkelse af ophavsretsloven. Tidligere afgørelser er i stedet begrundet i krænkelse af markedsføringsloven og/eller designforordningen.
Forskellen fra tidligere praksis
Spørgsmålet har tidligere været vendt i Højesteret, senest i sagen mellem Ilse Jacobsen A/S og Morsø Sko Import A/S.
I Højesterets dom af 10. juni 2020 fik designeren Ilse Jacobsen ikke medhold i sin påstand om krænkelse af designet på den ikoniske Rub1-gummistøvle. I modsætning til udfaldet i GANNIs sag, fandt retten dengang, at de påståede krænkede designelementer ikke var tilstrækkeligt unikke til at opnå ophavsretslig beskyttelse. Dette var et overraskende udfald set i lyset af EU-Domstolens praksis årene forinden. Særligt den ovenfor omtalte sag C-683/17 (Cofemel), hvor EU-Domstolen fastslog, at beklædningsgenstande kunne opnå beskyttelse efter ophavsretsloven, hvis genstanden kvalificeres som et værk i ophavsretlig forstand.
I Højesteret udtalte skønsmændene, at Rub1-gummistøvlen som helhed ved frembringelsen var udtryk for kreative evner på grundlag af frie og kreative valg, og at Rub1 således var udtryk for en selvstændigt skabende indsats. Dette var til trods for, at Rub1 blev designet med inspiration fra andre støvler og gummistøvler, herunder Superga‐støvlen fra 1974 og slanke ridestøvler.
Selv med skønsmændenes udtalelser og Højesterets anerkendelse af Cofemel-sagen nåede Højesteret frem til et andet resultat. Højesteret fandt ikke grundlag for at fastslå, at den nævnte designmæssige nyskabelse opfyldte kravet om originalitet. Højesteret vurderede, at de enkelte elementer, såsom materialevalget og den overordnede form, var almindelige inden for branchen og derfor ikke kunne anses for at udgøre en intellektuel frembringelse, der var beskyttet af ophavsretten. Højesteret tiltrådte derfor, at gummistøvlen ikke kunne betegnes som et værk, der nyder ophavsretlig beskyttelse. Ud fra denne afgørelse måtte det konkluderes, at beklædningsgenstande fortsat kun nød en begrænset beskyttelse mod efterligninger. Dette resultat kan fremstå modstridende set ud fra EU-domstolens praksis, og der kan rejses tvivl om korrektheden af Højesterets dom efter udfaldet i denne sag.
Den afgørende forskel mellem GANNIs sag i Sø- og Handelsretten og Ilse Jacobsens sag i Højesteret ligger derfor i vurderingen af designets originalitet og særpræg. Modsat Ilse Jacobsens Rub1-gummistøvle blev GANNIs Buckle Ballerina anerkendt som et originalt og beskyttelsesværdigt design, til trods for, at GANNIs Buckle Ballerina også måtte anses for at være blevet inspireret af tidligere designs. Det blev derfor taget til følge, at der for brugskunst, herunder tøj og sko, ikke gælder et strengere eller skærpet krav til den bagvedliggende originalitet for, at ophavsretlig beskyttelse kan opnås.
Vil du læse mere om sagen om Ilse Jacobsens Rub1-gummistøvler, kan du læse denne nyhed.
Dommens betydning
Sø- og Handelsrettens afgørelse er en vigtig sejr for GANNI. GANNIs Buckle Ballerina har været en stor succes, hvilket formentligt har ført til, at flere har lavet kopier af skoen. Med Sø- og Handelsrettens afgørelsen er der sat et foreløbigt punktum i sagen.
Har du brug for rådgivning?
Er du i tvivl om, hvordan du bedst sikrer dine rettigheder, anbefaler vi, at du søger kvalificeret og professionel rådgivning. TVC Advokatfirma er altid klar til en uforpligtende drøftelse af din konkrete sag.