Den nye ferielov

Nødvendige tiltag i overgangsperioden

29. oktober 2018

Den nye ferielov træder i kraft den 1. september 2020. 

Det lyder umiddelbart som langt frem i tiden, men virksomhederne vil stå sig godt ved at foretage en række tiltag allerede i begyndelsen af 2019.

Ferieloven ændrer sig overordnet fra at man optjener sin ferie i kalenderåret, for at afholde denne i en 12 måneders periode fra 1. maj året efter, til nu at blive optjent og afholdt i samme periode (fra 1. september til 31. august, dog således, at afholdelse kan ske frem til 31. december).  Man afholder altså løbende sin ferie i takt med at man optjener den over en periode på 12 måneder, hvorfor den nye ferieordning ofte også omtales som ”samtidighedsferie”.

Uden en overgangsordning vil de nye regler, sammen med de gamle regler, medføre, at man, som arbejdstager, har op til et helt års optjent ferie i overskud.

For at tage højde for denne problematik, er der i den nye ferieordning indbygget en overgangsordning, der regulerer håndteringen af ferie optjent fra den 1. januar 2019 og frem til den nye ferielovs ikrafttræden den 1. september 2020.

Indfasningen af den nye ferielov medfører, at man for perioden 1. januar 2019 frem til den 1. september 2020 skal administrere ferie som følger:

  • Ferie som optjenes fra den 1. januar 2019 frem til den 31. august 2019 afholdes i perioden 1. maj 2020 til den 31. august 2020.
  • Ferie som optjenes i perioden den 1. september 2019 til den 31. august 2020 indefryses (se neden for).

Herefter begynder den nye ferieordning, hvor ferie optjenes og afholdes inden for samme periode, som ovenfor anført.

Som nævnt ovenfor, bliver optjent ferie for perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 indefrosset. Med det menes, at arbejdsgiveren enten gemmer likvide midler, eller indbetaler et beløb svarende til den opsparede ferie til en ny fond administreret af LD. Herefter vil det opsparede beløb blive udbetalt til medarbejderen, når denne forlader arbejdsmarkedet, fx går på pension.

TVC mener:

For den enkelte medarbejder vurderes den nye ferieordning ikke at få den store indflydelse på den generelle ferieafholdelse, og medarbejderen har sikkerhed for, at den ekstra optjente ferie udbetales i forbindelse med pensionering. Som sådan er der således ingen radikal ændring.

For arbejdsgiveren medfører den nye ferielov dog en række udfordringer.

Der skal tages stilling til, om arbejdsgiveren vil afregne indefrosne feriepenge til fonden med det samme, hvorved man undgår en masse administrative udfordringer, eller om arbejdsgiveren ønsker at afvente afregning til beløbet skal udbetales, hvorved arbejdsgiveren får en række administrative udfordringer.

Har virksomhederne den fornødne likviditet til at indbetale indefrosne feriepenge, vil det være formålstjenligt at undersøge finansieringsmulighederne for at undgå den administrative byrde forbundet med at afvente med afregning. Et spørgsmål, som virksomhederne allerede nu bør forholde sig til.

Vil det være nødvendigt at tænke nye processer ind i virksomheden, herunder overveje, om der vil være behov for ny og/eller tilretning af de interne IT systemer?

Virksomheder med feriefridage bør også overveje om den nuværende administration af disse passer ind til opsparing/afholdelse af ferie efter den nye ferielov. Er det nødvendigt at ændre feriefridagenes afholdelse, og i givet fald, skal der iagttages særlige forhold, såfremt ændringer enten ønskes eller er nødvendige?

Det vil også være nødvendigt, at arbejdsgiveren allerede pr. 1. januar 2019 indarbejder nye processer i HR håndteringen om registrering og afholdelse af ferie.

Som det fremgår, er der altså ikke så længe til, inden virksomhederne skal begynde at forholde sig til den nye ferielov, og arbejdsgiverne bør derfor allerede nu begynde at overveje en ny HR strategi for at imødegå de værste administrative udfordringer, der følger af den nye ferielov.

TVC Advokatfirma har stor erfaring med rådgivning om alle ansættelsesretlige forhold, herunder også i forhold til medarbejderes afholdelse af ferie. Har du spørgsmål hertil, er du altid velkommen til at kontakte nedenstående.