Boligkøb: 5 gode grunde til at involvere en kompetent advokat

At købe bolig er ofte en stor beslutning – muligvis en af de vigtigste økonomiske beslutninger, du kommer til at tage. Med køb af en bolig følger et omfattende materiale af dokumenter samt en kompleks proces, der kan være vanskelig at overskue. Lad en kompetent boligadvokat hjælpe dig i forbindelse med boligkøbet, så er du sikret en kompetent og fagprofessionel vurdering.

25. april 2018 | ENTREPRISE OG FAST EJENDOM

I TVC Advokatfirma anbefaler vi altid, at du rådfører dig med en juridisk rådgiver i forbindelse med dit boligkøb. Her er 5 gode grunde til, at du bør have en juridisk rådgiver ved din side, når du køber bolig:

  1. Ejendomsmægler er sælgers repræsentant

Det er som oftest ejendomsmægleren, som udfærdiger købsaftalen og indhenter de bilag, der fremlægges til købsaftalen. Derfor kan købsaftalen være skrevet på den måde, der bedst tilgodeser sælger.

Du bør derfor sikre, at købsaftalen med bilag gennemgås af en rådgiver, der læser teksten med købers ”briller”. Ved køb af bolig er der mange faldgruber, og det er derfor vigtigt, at du som køber får hjælp af en rådgiver, der udelukkende varetager dine interesser.

  1. En fagprofessionel vurdering

En købsaftale med bilag udgør oftest mere end 100 sider. Det kan som køber være vanskeligt at danne sig et overblik over de forhold, der omgiver bolighandlen, samt hvilke konsekvenser de har for dig som køber.

Din juridiske rådgiver sikrer, at du får et overblik over forholdene og de forpligtelser, du påtager dig som køber i forbindelse med din bolighandel, ligesom din rådgiver sikrer, at de små detaljer ikke overses.

I en købsaftale finder du bl.a. tilstands- og elinstallationsrapport, servitutter, ejendomsdatarapport, lokalplaner samt juridiske begreber og termer, der kan være vanskelige at forstå og forholde sig til. At købe bolig handler således ikke blot om simpel skødeskrivning og refusionsopgørelse.

Vores juridiske rådgivere har stor erfaring i gennemgang af købsaftalens dokumenter og kan derfor hurtigt danne sig et overblik over, hvilke konsekvenser bolighandlen har for dig. Samtidig sikrer vi, at du bliver vejledt gennem hele processen.

  1. Forhandling med sælger

Som din juridiske rådgiver hjælper vi dig også i dialogen med sælger. Vi kan f.eks. hjælpe dig med forhandling af bedre vilkår som tillæg til købsaftalen og på den måde sikre, at købsaftalen tilpasses dine behov og forudsætninger. Desuden indhenter vi eventuelle yderligere oplysninger og dokumentation, som måtte være relevant for netop din bolighandel. På den måde undgår du ubehagelige overraskelser.

  1. Et boligkøb har ofte familiemæssige konsekvenser

Køb af bolig er en stor økonomisk beslutning. Det er derfor vigtigt, at du som boligejer danner dig et overblik over, hvordan du og din familie er sikret, hvis en af jer skulle gå bort, eller hvis du og din partner vælger at gå fra hinanden. Som din juridiske rådgiver kan vi hjælpe dig med at overskue disse forhold.

Hos TVC Advokatfirma tilbyder vi som led i vores boligrådgivning et familietjek hos en af vores familieadvokater, der gennemgår dine og familiens behov. Familietjekket er gratis og ganske uforpligtende.

  1. Rådgiveransvar

Vælger du at søge rådgivning hos en advokat i forbindelse med købet af din næste bolig, vil din advokat være underlagt et professionelt rådgiveransvar.

Det betyder, at i så fald din rådgiver yder en forkert rådgivning, overser et betydningsfuldt vilkår eller på anden måde begår en fejl, som får betydning for dig, er det din rådgiver, der hæfter for det tab, du måtte blive påført.

Vores advokater er dækket af en lovpligtig ansvarsforsikring. Derfor er du sikret, at utilstrækkelig eller mangelfuld rådgivning ikke medfører et økonomisk tab for dig.

At din rådgiver kan drages til ansvar, hvis rådgiveren begår fejl, er ligeledes med til at sikre dig en væsentlig kvalitet i den rådgivning, du modtager som køber.

Husk advokatforbeholdet

Sørg altid for at underskrive en købsaftale med et advokatforbehold. Med et advokatforbehold er du sikret, at købsaftalen først er endelig, når din advokat har godkendt aftalen.

Alternativt kan du vente med at underskrive købsaftalen, indtil aftalens dokumenter er gennemgået af din juridiske rådgiver.

Overvejer du at købe bolig?

I forbindelse med boligkøb er spørgsmålene talrige. Hos TVC Advokatfirma anbefaler vi, at du anvender en advokat i forbindelse med dit næste boligkøb, således at du er sikret en kompetent køberrådgivning.

Med TVC Advokatfirma er du som køber sikret juridisk tryghed i hele processen. Vi har et hold af erfarne specialister siddende klar til at hjælpe dig med din næste bolighandel.

Kontakt os for en uforpligtende drøftelse.