Politikerne kritiseres af flere eksperter for at have afskåret boligejere fra at klage over skatten. Blandt kritikerne er partner og advokat (H) Torben Bagge som fremhæver, at det er et retssikkerhedsmæssigt problem.
08. oktober 2016 | SKATTER OG AFGIFTER
Inden længe indfører SKAT et nyt vurderingssystem for boligskat. Dette vil uden tvivl medføre en lang række sager, hvor boligejerne har noget at klage over:
"Når boligejere opdager, at de har fået et skattesmæk, fordi Skat har foretaget en forkert vurdering af deres ejendom, er det for sent at klage. For som reglerne er i dag, udløber klagefristen et halvt år inden, at boligejere skal betale skat af de nye vurderinger." (Claus Iversen og Kristoffer Brahm, Jyllands-Posten 8.10.2016)
Partner og advokat (H) Torben Bagge er enig i kritikken af klagereglerne og udtaler til Jyllands-Posten:
"Det virker, som om man satser på, at når folk skal have pengene op af baglommen, kan man sige: Ha, nu er det for sent at klage. Retssikkerhedsmæssigt er det at føre folk bag lyset. For ingen klager, hvis de ikke ved, hvad en ny vurdering i praksis betyder for dem - altså ved, hvor meget de skal betale i skat." (8.10.2016)
Læs hele artiklen "Politikerne hagles ned: Det er noget svineri, at man har afskåret boligejere fra at klage over skatten" i linket nedenfor.