Skatteministeriet præsenterer plan for modernisering af centrale skattekontrolregler

Skatteminister Karsten Lauritzen præsenterer i dag den tredje retssikkerhedspakke under titlen ”Klar og præcis lovgivning”. Der er lagt op til hovedrengøring i de regler, der giver skattemyndighederne mulighed for at kontrollere borgere og virksomheder.

18. august 2017 | SKATTER OG AFGIFTER

Formålet med den tredje retssikkerhedspakke er at styrke skatteborgernes retssikkerhed ved at rydde grundigt op i de regler, der giver skattemyndighederne mulighed for at kontrollere borgere og virksomheder.

I TVC Advokatfirma hilser vi moderniseringsinitiativet velkommen. Med moderniseringen af kontrolbestemmelserne i Skattekontrolloven, der stammer helt tilbage fra 1946, bliver det forhåbentlig mere klart, hvor grænserne for skattemyndighedernes kontrol går.

”Skattekontrolloven er et godt eksempel på, at vi politikere i min optik er gået for vidt, når vi løbende har tilføjet flere regler uden samtidig at luge ud. Nu giver regeringen skattekontrolreglerne en grundig rystetur, så de både bliver lettere at forstå og enklere for skattemyndighederne at administrere”, siger skatteministeren i en pressemeddelelse fra Skatteministeriet (18.8.2017).

I skatteministerens retssikkerhedspakke indgår også modernisering af rammerne for den årsopgørelse, som borgerne modtager hvert år. Ifølge skatteministeriets pressemeddelelse vil ’selvangivelsen’, som vi kender den, blive erstattet af et ’oplysningsskema’, ligesom det bliver slået fast, at man som skatteborger ikke står juridisk til ansvar for indberetninger, man ikke selv har haft indflydelse på.

Den måde borgere og virksomheder betaler deres skat har ændret sig markant. Lovgivningen har bare ikke altid fulgt med. Og det er et retssikkerhedsmæssigt problem. Langt de fleste danskere indberetter eksempelvis ikke længere selv deres lønindkomst. Det sker helt automatisk via arbejdsgiveren. Derfor er det ikke retvisende at tale om en selvangivelse, lige som det også er vigtigt af slå fast, at ansvaret for disse indberetninger ikke ligger hos borgeren selv”, siger Karsten Lauritzen (V).

Borgernes retssikkerhed i højsæde

Vi har i en årrække oplevet sager, hvor SKATs kontrol går for vidt og dermed tilsidesætter borgernes retssikkerhed. TVC Advokatfirma følger de nye initiativer tæt og vi vil løbende sørger for at opdatere herom.