Kan kinesiske virksomheder påberåbe sig force majeure som følge af spredningen af coronavirussen?

Force majeure kan med et mere håndgribeligt udtryk kaldes for ”begivenheder der medfører ansvarsfrihed”. Ansvarsfrihed for sine forpligtelser kræver, at der er forekommet en hændelse, som er af ekstraordinær karakter og samtidig ikke har kunnet forudses ved aftaleindgåelsen. Almindelige forholdsregler ved aftaler er altså ikke grundlag for at kunne påberåbe sig force majeure og slippe for ansvar.

09-03-2020 | Commercial & Finance

Begivenheder, der falder indenfor rammerne af force majeure, er bl.a. naturkatastrofer, forbud mod samhandel, krig mm. Begivenheder som dårligt vejr eller transportuheld er ikke omfattet og betegnes som forhold, som parterne burde have taget i betragtning ved aftalens indgåelse.

Såfremt den indgåede aftale ikke selvstændigt omfatter specifikke omstændigheder, er tærsklen for at påberåbe sig force majeure meget høj. Aftaler kan indeholde force majeure klausuler, hvori det klarlægges, hvilke forhold der er omfattet af force majeure begrebet. Hvis en aftale ikke indeholder en klausul, må udgangspunktet være, at force majeure kun indgår i de her nævnte situationer.

I tilfældet med coronavirussen vil det f.eks. være en fordel, at der i aftalen indgår en klausul om, at epidemier mm. anses som force majeure. Indgås aftalen efter udbruddet af virussen må påberåbelse af force majeure på baggrund heraf være ringe, idet parterne har haft mulighed for at tage forholdene med i deres betragtninger ved aftaleindgåelsen.

Købelovens § 24

I Danmark afleder vi force majeure begrebet fra Købelovens § 24. Det fremgår heraf, at en sælger ikke er pligtig til at svare skadeserstatning, hvis en forsinkelse skyldes omstændigheder, som sælgeren ikke burde have taget i betragtning ved indgåelse af aftalen herunder bl.a. krig, indførselsforbud mm.

Force majeure internationalt

CISG muliggør påberåbelse af force majeure på et mildere grundlag end den danske købelov. Ifølge CISG kan force majeure påberåbes, hvis hindringen for opfyldelsen er uden for sælgers kontrol, og man ikke allerede ved aftalens indgåelse kunne forudse hændelsen. Det er altså ikke et krav, at hændelsen er ekstraordinær ligesom ved dansk ret.

Kinesiske virksomheders mulighed for at påberåbe sig force majeure grundet coronavirus

Et relevant spørgsmål opstår for tiden, hvor coronavirussen er brudt ud med start i Kina. Kan kinesiske virksomheder påberåbe sig force majeure og dermed slippe for deres forpligtelser?

Det er helt naturligt at en farlig sygdom som coronavirussen, vil medføre at mange virksomheder og lande forsøger at undgå aftaler, hvor der er risiko for smitte. Dette betyder, at aftaler aflyses for at undgå smitte og spredning. Særligt kan nævnes messen ”Mobile World Congress”, der er blevet aflyst grundet bekymringer for smitte.

Når disse aftaler aflyses, opstår spørgsmålet, om de kinesiske virksomheder kan undgå at svare skadeserstatning overfor de virksomheder, der har lidt tab ved, at aftalerne ikke opfyldes.

Hvis man kigger på de nævnte omstændigheder i Købelovens § 24, vil man nok næppe mene, at en virus, på coronavirussens nuværende niveau, kan sættes i samme kategori som disse, hvorfor man efter dansk ret ikke vil kategorisere virussen som force majeure.

Anderledes forholder det sig imidlertid for virksomhedsaftaler mellem danske og kinesiske virksomheder, idet disse må anses for værende internationale og i forlængelse heraf, internationale køb. Er begge lande medlem af FN, vil regelgrundladet i CISG (konventionen om internationale løsørekøb) gøre sig gældende, jf. ovenstående.

Spørgsmålet må anses for uafklaret, men for de danske virksomheder er mulighederne indtil videre enten at acceptere de kinesiske virksomheders påberåbelse af force majeure, indbringe sagen for domstolene eller finde et forlig med de kinesiske virksomheder.  

Har du spørgsmål til gældende ret på området, kan du kontakte en af TVC Advokatfirmas specialister på området. Vi sidder altid klar til en uforpligtende drøftelse af din konkrete case.