Arbejdsgivers ret til aktindsigt begrænses

En ændring af blandt andet sygedagpengeloven begrænser arbejdsgivers mulighed for adgang til oplysninger i sygemeldte medarbejderes sygedagpengesager.

21. marts 2019

Folketinget har for nylig vedtaget en ændring af sygedagpengeloven m.fl., der begrænser arbejdsgivers adgang til sygemeldte medarbejderes helbredsmæssige og lægelige oplysninger i sager om refusion af sygedagpenge. En arbejdsgiver der udbetaler løn under sygefravær, har ret til refusion af de sygedagpenge, som medarbejderen ellers ville have ret til fra kommunen. I medfør af de forvaltningsretlige regler er arbejdsgiveren således part i medarbejderens sygedagpengesag.  

Med de hidtidige regler har sygedagpengeloven ikke indeholdt særlige regler for arbejdsgivers ret til at få indsigt i sygedagpengesagen. Arbejdsgiver har derfor haft mulighed for at få indsigt i alle sygedagpengesagens dokumenter i medfør af forvaltningslovens almindelige regler om partsindsigt. Denne mulighed bruges typisk af arbejdsgiver, hvis medarbejderens kommune træffer afgørelse om helt eller delvist ophør af sygedagpenge med den konsekvens, at også arbejdsgivers ret til refusion ophører.

På den ene side har denne mulighed givet arbejdsgiveren mulighed for at varetage sine interesser på et fuldt oplyst grundlag. På den anden side kan det for medarbejderen virke indgribende, at arbejdsgiveren har mulighed for at læse med i lægejournalen. Fra politisk side har man nu valgt at tillægge hensynet til medarbejderens privatliv større vægt end hidtil, og som følge af en ny bestemmelse i sygedagpengeloven kan arbejdsgiveren ikke længere automatisk få indsigt i alle sygedagpengesagens oplysninger.

Fremover kan en arbejdsgiver alene få indsigt i medarbejderens helbredsmæssige og lægelige oplysninger i en sygedagpengesag, hvis oplysningerne vurderes at være af væsentlig betydning for, at arbejdsgiveren kan varetage sine økonomiske interesser i en sag om helt eller delvist afslag på refusion af sygedagpenge. Selv hvis oplysningerne er af væsentlig betydning for arbejdsgiveren, kan arbejdsgivers adgang til oplysningerne i visse tilfælde afskæres, hvis medarbejderen har en særlig interesse i hemmeligholdelse.

Tilsvarende regler er også vedtaget for arbejdsgivers indsigt i sager om resourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb. Reglerne gælder for alle anmodninger om partsindsigt, der indgives fra den 1. januar 2019.

Med de nye regler kan det blive vanskeligere for arbejdsgiver at danne sig et komplet overblik over situationen, når der skal træffes beslutning om, hvorvidt et ansættelsesforhold med en langtidssygemeldt medarbejder skal afvikles.  

Hvis du har behov for hjælp til håndtering af langtidssygemeldte medarbejdere, står vi altid klar til at hjælpe.