Designbeskyttelse

På denne side finder du svar på en række spørgsmål om designbeskyttelse. Finder du ikke svar på det, du leder efter, er du altid velkommen til at række ud.

Hvad er et design?

Et design er et produkts eller en del af et produkts udseende, som er bestemt af de særlige træk ved selve produktet eller dets udsmykning, navnlig for så vidt angår linjer, konturer, farver, form, struktur eller materiale.

Designbeskyttelsen gælder for den, der har frembragt designet (designeren), eller den, til hvem designerens ret er overgået.

Der findes to måder, hvorpå et design kan opnå beskyttelse. En designbeskyttelse kan dels opnås ved registrering af designet, og dels som et ikke-registreret EU-design, hvis designet er af individuel karakter og offentliggjort inden for EU.

Et ikke-registreret EU-design gælder dog kun for 3 år, hvorefter der ikke er mulighed for forlængelse af beskyttelsesperioden. Dertil beskyttes det uregistrerede EU-design alene mod slavisk kopiering af designet.

Et registreret design gælder derimod i op til 25 år (hvis designregistrering forlænges hvert femte år mod betaling af et gebyr) og giver en bredere beskyttelse end det ikke-registrerede EU-design. Det anbefales derfor altid, at man som virksomhed overvejer at lade sit design registrere.

Beskyttelse af designrettigheder

Har du et produkt, et grafisk design eller et industridesign, som du vil sikre mod f.eks. kopiering? Så er det en rigtig god idé at beskytte dit design gennem en designregistrering.

Fordelene ved designbeskyttelse er mange. Har du f.eks. brugt både tid og penge på at udvikle et design, er det relevant at beskytte din investering og opnå eksklusiv ret til designet. Det kan også være gavnligt at have rettighederne til sit design i tilfælde af, at andre forsøger at drage fordel af det via kopiering, som i værste fald kan være med til at skade både dit omdømme og din troværdighed.

Kravene til dit design

En designret kan kun opnås, hvis designet er nyt (nyhedskrav) og har individuel karakter (kravet om individualitet).

Et design anses som nyt, hvis der ikke er noget andet design, der er blevet offentligt tilgængeligt forud for tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om designregistrering.

Et design er identisk med et tidligere design, hvis de to designs særlige træk kun adskiller sig fra hinanden på uvæsentlige punkter.

Et design anses for at have individuel karakter, hvis det helhedsindtryk, designet giver den informerede bruger, adskiller sig fra det helhedsindtryk, en sådan bruger får af andre design.

Ved vurderingen af et designs individuelle karakter, tages der hensyn til den grad af frihed, som designeren har haft ved udviklingen af designet.

Der gælder visse begrænsninger for, hvilke design der kan beskyttes. En designret kan f.eks. ikke opnås til de dele af et produkts udseende, som udelukkende er bestemt af produktets tekniske funktion, eller som udgør sammenkoblingsmekanismer og reservedele, der nødvendigvis må reproduceres i deres nøjagtige form og dimensioner for at kunne opfylde deres funktion.

Enerettens indhold

Designretten indebærer, at ingen uden samtykke fra indehaveren af designretten kan udnytte designet. En sådan udnyttelse omfatter navnlig:

  • Fremstilling, udbud, markedsføring, indførsel, udførsel eller brug af et produkt, som designet angår, eller
  • Oplagring af et sådant produkt med de nævnte formål.

En designregistrering gælder i perioder på 5 år af gangen (regnes fra ansøgningsdatoen). Registreringen kan efter anmodning fornys for yderligere perioder indtil i alt 25 år. Hver periode løber fra udgangen af den forudgående periode.

Hvor længe gælder en designbeskyttelse?

Designbeskyttelsen kan gælde i op til 25 år, hvis vedligeholdelsesgebyrerne betales. Hvor længe den enkelte beskyttelse helt præcist gælder, varierer dog alt efter den type designbeskyttelse, der er valgt, samt af i hvilket land, eller i hvilken region, den er tegnet.

Hvad koster designbeskyttelse?

Prisen for at registrere et design består af et fast grundgebyr til Patent- og Varemærkestyrelsen samt af eventuelle tillægsgebyrer.

Dertil kommer vores honorar. Du kan læse mere om priserne på siden her.

Hvorfor bør jeg få hjælp af en rådgiver?

Det er muligt at ansøge om designregistrering uden ekstern hjælp. Hos TVC Advokatfirma anbefaler vi dog, at du gør brug af en rådgiver, som kan hjælpe dig gennem ansøgningsprocessen. På den måde er du sikker på, at ansøgningen bliver udfyldt korrekt og med så stor præcision som muligt.

Ved at få en rådgiver til at udarbejde ansøgningen, samt til at stå for alt det praktiske sikrer du, at ansøgningen ikke afvises, samt at der leves op til alle krav. Vores ekspert på området undersøger desuden omstændighederne og sikrer, at der ikke allerede eksisterer designrettigheder, som kan forhindre dig i at opnå beskyttelse.

Ansøgningsproceduren

Hvis du ønsker at lade os indgive din ansøgning om designregistrering i Danmark eller EU, kan du blot udfylde kontaktformularen nedenfor.

Når du har udfyldt oplysningerne om din virksomhed og dit design, kontakter vi dig og sørger for, at ansøgningen indgives i overensstemmelse med alle formelle krav hertil.

Det er vigtigt, at du vedhæfter billeder af designet til ansøgningen. Det er at foretrække, hvis der vedhæftes flere billeder fra forskellige vinkler. Billederne skal være af god kvalitet og give et retvisende billede af designet.

Undervejs i ansøgningsproceduren sørger vi selvfølgelig for, at du løbende bliver orienteret, når der er nyt om din designansøgning.

Krænkelser

Når du har opnået beskyttelse af dit design, vil du være bedre beskyttet imod krænkelser.

Der kan være flere grunde til at håndhæve dine rettigheder. Designlovgivningen giver bl.a. mulighed for at bringe den krænkende adfærd til ophør.

Den, som forsætligt eller uagtsomt begår designindgreb, kan derudover blive tilpligtet at betale et rimeligt vederlag for udnyttelsen af den forurettedes design samt erstatning for den yderligere skade, som overtrædelsen har medført.

I visse sager kan der derudover fastsættes en godtgørelse til den forurettede for ikke-økonomisk skade, ligesom den, som forsætligt eller groft uagtsomt gør indgreb i en designret, kan straffes med bøde. Dette gælder både ved krænkelser af danske- og EU-designs.

Det anbefales derfor altid, at du søger professionel rådgivning og vejledning, hvis du oplever, at andre gør brug af dit design, herunder fremstiller kopier eller efterligninger.

Vi har stor erfaring med sager om immaterielle rettigheder og bistår derfor med alt fra rådgivning til konkret sagsførelse.

Licens

Når du har et registreret design, kan du give andre licens til at bruge dit design. En licens kan være eksklusiv eller en simpel licens.

Som indehaver af en designret har du derfor en unik mulighed for at tjene penge på dit design.

Har du spørgsmål til licensaftaler mv., kan du altid kontakte en af vores specialister.

Læs mere om, hvordan vi kan hjælpe dig her

Anmod om beskyttelse af dit design

Vi har gjort det nemt og hurtigt at ansøge om varemærke- eller designregistrering. Indtast oplysningerne i formularen via knappen nedenfor og klik indsend. Vi vender retur hurtigst muligt og tager en snak om dine muligheder.

Ønsker du fortsat at registrere dit design, behandler TVC Advokatfirma herefter oplysningerne og sørger for at indgive ansøgningen til rette myndighed.

Er du i tvivl om rette løsning for dig?

Er du i tvivl om, hvad den rette løsning er for dig? Vi er altid klar til at rådgive dig i, hvad der er relevant for dig i netop din situation.