Spilvirksomheden er blevet dømt til at betale en erstatning på i alt 4,75 millioner kroner
11. maj 2023
Sø- og Handelsretten har netop dømt Bet365 til at betale erstatning til en række store danske sportsstjerner.
Bet365, der er verdens førende online spillevirksomhed, har flere gange i markedsføringsøjemed brugt atleternes navne og ansigter i deres opslag på diverse sociale medier. Dette er sket uden atleternes samtykke, og retten har derfor vurderet, at der var sket et brud på atleternes ret til eget billede og navn, som er beskyttet af almindelige retsgrundsætninger og markedsføringslovens § 3, stk. 1.
Den ulovlige brug af billeder og navne har fundet sted i en to-årig periode fra 2019 til 2021, og i starten af marts valgte de 23 sportsstjerner at sagsøge spilvirksomheden.
På baggrund af den uberettigede brug af navne og billeder, har retten besluttet, at hver enkelt sportsudøver skal betales 50.000 kr. per opslag på sociale medier. Dette beløb er man nået frem til efter en samlet vurdering af, hvad de forskellige sportsstjerner eksempelvis kunne have tjent, såfremt de havde indgået en aftale om hvert opslag.
Desuden er det blevet fastslået, at krænkelsen er begået forsætligt, og at sportsstjernerne derfor er berettiget til erstatning og vederlag i overensstemmelse med markedsføringslovens § 24, stk. 2 og 3.
En enkelt sportsudøver blandt de 23 krænkede er blevet tildelt en betydelig større erstatning. Hele 29 gange har denne sportsudøver ufrivilligt medvirket i en række opslag på Facebook og Twitter, og beløbet udgør derfor 1,45 millioner kr.
Tidligere lignende sager
Sagsøgerne har med denne afgørelse opnået en stor erstatning sammenlignet med tidligere afgørelser af lignende karakter. I afgørelsen U 2008 1974 H blev et ugeblad dømt til at betale erstatning på et væsentlig lavere niveau til spillerforeningen på vegne af kvindelandsholdet i håndbold. Beløbet lød på 100.000 kr.
Som individ er man beskyttet mod utilbørlig udnyttelse af ens person/identitet. Det er derfor vigtigt, at man som erhvervsdrivende ikke overtræder reglerne ved brug af personers billede, navn mv. i salgs-eller markedsføringsøjemed.
Ved brug af identificerbare personer i salgs-og markedsføringsøjemed, skal man derfor som erhvervsdrivende altid huske på;
Har du spørgsmål til gældende ret på området, kan du kontakte en af TVC Advokatfirmas specialister på området. Vi sidder altid klar til en uforpligtende drøftelse af din konkrete case.